Gallows løber af stablen for anden gang i 2026, og det bliver både mørkt men også hyggeligt.
For anden gang åbner Gallows dørene op for Randers’ mørkeste festival lørdag den 21. februar 2026, og allerede nu melder festivalen klar med de fire første navne til næste års lineup.
Læs også: Tidligere trommeslager i stort metalband er død
De første bands til Gallows 2026 er klar, og der er lagt op til et bredt udvalg af de hårdere toner. Det belgiske band Schizophrenia er blandt de første navne, og gruppen byder på en intens blanding af dødsmetal og thrash.
Syl repræsenterer den mere hårdtslående del af programmet med deres kompromisløse hardcore. Pleaser tilføjer en mere melodisk, men stadig aggressiv energi med deres punkinspirerede udtryk. Og sidst, men ikke mindst, går Demersal og Puke Wolf sammen om en særlig fælleskoncert, hvor de blander elementer af screamo og post-hardcore.
Det er muligt at købe earlybird-billetter til festivalen via linket til 295 kroner, men der er et begrænset antal frem til og med den 15. oktober. Normalpris for en billet til endagsfestivalen er 395 kroner.
Festivalen kommer til at foregå på de samme tre kulturinstitutioner som i år. Her er der tale om Kulturhuset, Underværket og Turbinen i Randers. Men festivalen vil mere end bare at være en festival. I en pressemeddelelse skriver de selv: “Det handler nemlig om at tage chancer og se fremad, mens vi fester og samtidig skaber en platform for det spirende og sprællevende metalmiljø i både Danmark og udlandet.”