Smokey Robinson, en stor Motown-legende, blev i maj anklaget for seksuelle overgreb af sine tidligere ansatte.
BEMÆRK: Denne artikel omhandler seksuelle overgreb. Har du været udsat for voldtægt – eller er du i tvivl, om det er det, der er sket? Du kan ringe anonymt døgnet rundt til Lev Uden Vold-hotlinen på tlf. 1888.
Motown-stjernen Smokey Robinson er blevet anklaget for seksuelle overgreb af fire af hans tidligere ansatte. Kvinderne har været anonyme siden sagen i maj, og nu har dommeren tilladt fortsat at lade kvindernes identiteter forblive ukendt. Det skriver Digital Music News i en artikel.
Læs også: Jane’s Addiction-forsanger svarer igen på søgsmål efter sceneslagsmål
Kvinderne, som alle går under pseudonymet Jane Doe, har tidligere været ansat som husassistenter hos Robinson. Søgsmålet omfatter påstande om, at Robinson seksuelt forgreb sig på dem, brugte fysiske barrierer, tvang, truede med vold og forsøgte at forhindre kvinderne i at komme væk. Robinson nægter sig skyldig.
De fire Jane Does har yderligere anklaget Motown-legenden og hans kone, Frances Robinson, for ikke at tage rettidige skridt mod at stoppe overgrebene, på trods af hendes viden om tidligere anklager mod Smokey Robinson om overgreb.
Kvinderne har sagt, at de ikke har anklaget Robinson tidligere af frygt for offentlig ydmygelse, og at stjernens berømmelse og status ville komme til at spille en rolle i sagen.
Medhold fra dommeren
Smokey Robinsons juridiske team har kæmpet for at afsløre de fire kvinders identitet med argumenter om, at det er svært for forsvaret at indkalde vidner, når der er tale om anonyme anklagere. Dommeren mente dog, at det ikke er nødvendigt at offentliggøre kvindernes navne så tidligt i sagen.
Læs også: Dømt rapper undskylder til sine "dogs" på nyt track efter lækkede fængselsopkald
Kvindernes advokat forklarer, ifølge Digital Music News, at han vil gøre alt, hvad der står i sin magt, for at beskytte kvindernes identitet: "Denne dom beskytter privatlivet og sikkerheden for de fire Jane Does og sikrer, at overlevere kan fortsætte med at søge juridisk retfærdighed uden frygt for hævn eller offentlig eksponering. Vi vil fortsat kæmpe energisk på deres vegne og sikre, at deres stemmer bliver hørt, når de får deres dag i retten."
Få uger efter kvindernes anklage svarede Smokey Robinson med et modsøgsmål på 500 millioner dollars, svarende til over tre milliarder danske kroner, for ærekrænkelse på grund af deres “uberettigede og injurierende påstande.”