Nyhed

Neil Young og hans band sagsøgt for varemærkekrænkelse

Musikeren og hans nye backingorkester er blevet anklaget for at bruge samme navn som sagsøgeren.

Neil Young og hans nye backingband, Chrome Hearts, er blevet anklaget af luksusvarefirmaet Chrome Hearts for at krænke deres varemærke ved at bruge samme navn. Det skriver Digital Music News.

Læs også: Neil Young føjer nyt punkt til boykotlisten

Klagen beskriver, at virksomheden har opnået "talrige roste samarbejder med kendte musikere og andre berømtheder" - herunder Drake, Madonna, Rihanna, Cher og Lou Reed - siden Chrome Hearts startede i 1988, og at de "altid brugt betydelig tid, kræfter og penge på at designe, udvikle, reklamere for, promovere og markedsføre" sine eksklusive produkter, der blandt andet inkluderer perfumer, smykker og tøj. Derfor var firmaet ikke synderligt begejstrede, da Neil Young and the Chrome Hearts tog på landevejen sidste år.


Virksomheden, der også sagsøger musikerens produktionsselskab Young’s Other Shoe Productions, mener blandt andet, at musikgruppens merchandise krænker firmaets "præcise" varemærker, hvilket angiveligt har fået nogle til at tro, at der er en forbindelse mellem brandet og bandet.

Chrome Hearts siger, at de har givet udtryk for disse bekymringer om immaterielle rettigheder til Neil Young og hans team. Men er tilsyneladende ikke lykkedes med at fremkalde de ønskede ændringer, og derfor er virksomheden "tvunget til at anlægge denne klage for at beskytte sine værdifulde og langvarige immaterielle rettigheder."

Virksomheden kræver nu den fortjeneste, der stammer fra den påståede krænkelse samt en kendelse, der forhindrer Youngs gruppe i at bruge det omstridte navn i enhver form.


Neil Young har ikke kommenteret på sagen, ifølge Digital Music News.

I sommers gav musikeren, sammen med sit nu sagsøgte Chrome Hearts-orkester, en koncert på Tiøren i København, som GAFFAs anmelder kvitterede med fem ud af seks stjerner og ordene: ”Sammen med The Chrome Hearts blev der taget fra, trykket til, sparket røv.”

ANNONCE