SM Entertainment og Verses Inc. har lavet en app, der giver alle muligheden for at føle sig som professionelle musikere.
SM Entertainment og det sydkoreanske tech-startup Verses Inc. er gået sammen om en app, der ved rbug af generativ AI kan producere raptekster, musikvideoer, musik og meget mere. Det skriver Digital Music News.
Læs også: Meta har brugt musikere til AI-bots – uden deres samtykke
Appen hedder Rappie og giver brugere mulighed for at skabe musik – også dem, der ikke ser sig selv som musikalske. Brugeren kan lave AI-genererede raptekster med vokale præstationer, der også er skabt af AI. I appen er det desuden muligt at lave musikvideoer med visuelle effekter og virtuelle scener, hvor avatars optræder med synkroniserede bevægelser og ansigtsudtryk.
SM Entertainment har også i sinde at bruge appen til officielle musikudgivelser. Her vil de, i samarbejde med anerkendte komponister (der endnu ikke er offentliggjort), skabe sange med Rappie, som de vil udgive. Derudover planlægger de at lave XR-koncerter, der blander fysisk og virtuel virkelighed. Hvordan det kommer til at se ud, må vi vente og se.
I juni blev der udgivet en beta-version af Rappie, mens den fuldt offentlige version af appen forventes at udkomme i oktober.
Verses Inc., grundlagt i 2019 i Sydkorea, fokuserer på at gøre musikskabelse interaktiv og brugerdrevet gennem teknologi. De har tidligere skabt digitale musikoplevelser, hvor fans kan deltage aktivt i stedet for blot at lytte.