Det første år med endagsfestivalen i Randers er gået strålende.
I sommeren 2025 så en ny festival dagens lys i Randers: En nonprofit-festival med navnet Blå Sol. Nu er der blevet gjort status over den allerførste udgave, og ”resultatet er mere end godkendt,” skriver festivalen i en pressemeddelelse.
Læs også: Fotoserie: Her er de flotteste stemningsfotos fra den nye Randers-festival Blå Sol
Der er overskud på kontoen, stor opbakning fra lokale foreninger og et veltilfredst publikum. Ifølge publikumsundersøgelsen har Blå Sol en score, der internationalt betegnes som excellent.
Festivalens formand, Ronnie Bach, udtaler i pressemeddelelsen, at han er stolt af det store arbejde, der er lagt i festivalens succesfulde debut. Med omkring 9.000 gæster og tre programlagte scener lagde Blå Sol altså ud med en størrelse, der kan måle sig med flere andre festivaler i branchen. Men det er ikke kun tallene i opgørelsen, der glæder ham.
”Den største værdi ligger dog i fællesskabet. For os handler det ikke kun om selve festivaldagen, men i lige så høj grad om de mange måneder, hvor frivillige sammen har bygget noget stort,” fortæller Ronnie Bach.
Derfor er der heller ingen tvivl om, at Blå Sol vender tilbage til Randers igen næste år - mere præcist den 6. juni 2026. Og så er festivalen også nomineret til en såkaldt Randers Award i kategorien Årets Fællesskab.
Ronnie Bach og tv-personligheden Christian Degn, der blandt andet er kendt for sin værtsrolle i programmet Hammerslag, står bag festivalen, der i 2025 kunne præsentere store navne som Tessa, TV-2, Hugorm og Lamin. Hugorm fik fem ud af seks stjerner af vores anmelder, mens både Tessa og Lamin gik derfra med fire stjerner.