Nyhed

Ny musikforestilling om Eminem undersøger manosfærens ideal om den ‘rigtige mand’

Den sidste musikforestilling i triologien sætter fokus på Eminems storhedstid i 00'erne og trækker tråde til nutidens idealer.

Aveny-T på Frederiksberg og teaterkollektivet AKT1 præsenterer den sidste musikforestilling, Lose Yourself, i trilogien Blonde Babe, som undersøger idealbilledet af den "rigtige mand" med udgangspunkt i Eminem, skriver de i en pressemeddelse. 

Læs også: Isam B vinder retssag om terroristanklager

Blonde Babe-trilogien, som er instrueret af Niels Erling og skrevet sammen med Ida Marie Hede, består af musikforestillingerne Work Bitch om Britney Spears og Pamela om Pamela Anderson.


Lose Yourself kredser om Eminem i hans storhedstid i 00’erne, hvor både hans aggressive og provokerende tekster samt hans rolle som underdog i filmen 8 Mile bliver undersøgt. I forestillingen præsenteres Eminem som et maskulint forbillede, der både drager og skræmmer.

I pressemeddelelsen står der om instruktør Niels Erling:

“Som ung, homoseksuel mand fyldte forgudelsen af Eminem Niels Erling med lige dele begær og afsky,” og hvorfor netop Eminem er fokus i forestillingen, skyldes ifølge Erling, at hiphop-kulturen i perioden omkring rapperens storhedstid var præget af en aggressiv maskulinitet, som ifølge ham blev bifaldet af alle drenge omkring ham:


“Jeg selv følte, at jeg faldt udenfor. Jeg var ikke dreng på dén måde, og jeg følte mig både forkert og uønsket i den kultur. Og samtidig lærte jeg gennem kulturen at begære denne stærke, maskuline aggressivitet – det samme ideal, der holdt mig udenfor.”

Manosfæren og testosteron-optimering
Særligt har Erling og Hede fokus på det, de beskriver som manosfæren, hvor “testosteron-optimering, bananskrælsmasker og overlegen ufølsomhed,” ifølge dem udgør opskriften på en "rigtig mand" i vores tid.

”Jeg skræmmes af hele det her online-univers, der udformer sig som 00’ernes opdeling mellem ‘rigtig’ og ‘forkert’ maskulinitet, bare på speed. De unge fyre i de her videoer er typisk hvide, muskuløse, gerne konservative, kristne, helt sikkert heteroseksuelle og så taler de vildt grimt til deres seere,” forklarer Erling i pressemeddelelsen.

Forestilling løber af stablen fra den 25. oktober – 15. november 2025 på Aveny-T.


ANNONCE