Nyhed

Nyt GAFFA på gaden - mød Wicky, Zara Larsson, Laust Sonne og mange flere

I dag er GAFFA oktober 2025 på gaden. I alt 74 sider proppet med interviews, anmeldelser, anbefalinger og meget mere.

Punket. Eksplosiv. Energisk. De tre adjektiver udgør en hellig treenighed i rapperen Wickys egen beskrivelse af sin alternative lyd. For mange er han stadig et ubeskrevet blad, men i kernemålgruppen er han 2025’s vigtigste artist og et talerør for en generation af alsidige hiphopfans. Og nu er han på forsiden af GAFFA.

Hun er 17 år inde i sin karriere, men står nu på tærsklen til sit store internationale gennembrud. Svenske Zara Larsson fortæller GAFFA om det nye album, om at tage kontrol over sin karriere og at finde sit eget udtryk.

De sidste syv år har den danske r&b-sanger Bette lært at elske det, hun laver. I dag ved hun intet bedre, men for at nå dertil har hun måttet tøjle sin indre stemme. Vi har mødt hende.


D-A-D’s trommeslager påbegyndte egentlig arbejdet med sit nye album for otte år siden, men psykose og livstruende stofmisbrug kom i vejen. Nu taler Laust Sonne ud om sine dæmoner og den lange vej hjem fra overdrevet.

Med det tredje album på gaden og en stærk Syd for Solen-optræden i ryggen fortæller irske CMAT om sin drivkraft, sin vrede – og hvorfor humor er det bedste våben.

Han hed egentlig Steven, blev berømt som Cat Stevens og genfødt som Yusuf Islam i slutningen af 1970’erne. GAFFA var med, da den 77-årige legende lancerede sin selvbiografi i Cambridge.


GAFFAs nye tiltag Bli' anmelder for en dag er veloverstået for i år. Nyd de allerbedste koncertanmeldelser fra fem af sommerens festivaler skrevet af læserne selv.

Du kan også læse interviews med albumaktuelle Julie Pavon, Polite og Snuggle, med den bogaktuelle komiker Natasha Brock om hendes musiksmag, og du kan fordybe dig i Månedens Spillested, Månedens Event, koncertanbefalinger, stribevis af album- og koncertanmeldelser samt de faste indslag i vores introsektion, nærmere betegnet redaktørens Leder, Klumme, Minus Til Plus, Hold Øje Med, Bedst Lige Nu og Soundtrack Til Livet.

Du kan læse bladet online eller gå offline og bladre igennem vores analoge magasin uden digitale forstyrrelser. Du finder bladet på en café, et bibliotek, en uddannelsesinstitution, i en pladebutik, på et spillested eller hos en anden kulturinstitution nær dig. Du kan også få GAFFA sendt direkte til døren hver måned for kun 49 kroner: tilmeld dig GAFFA+ Premium her.


ANNONCE