Det nye musikalske samlingssted støttes blandt andet af Tinderbox og har store ambitioner for musiklivet i Odense.
Odense får i 2026 et nyt kreativt samlingspunkt, når kulturhuset KRFTWRK åbner i den tidligere konservatoriebygning på Islandsgade ved Østerbro. Det fremgår af en pressemeddelelse.
Læs også: Fra én til fem stjerner – sådan anmeldte vi koncerterne på Tinderbox
KRFTWRK skal på sigt rumme faciliteter til rytmiske musikere, herunder øvelokaler, studie- og produktionsfaciliteter, lokaler til koncerter samt huse workshops, masterclasses og talentudviklingsforløb.
Et ønske om at give tilbage
Bag projektet står blandt andre Tinderbox, som markerer festivalens 10-års jubilæum i 2026 ved at give noget tilbage til det musikliv, der har bakket op om festivalen siden begyndelsen:
”KRFTWRK er skabt ud fra Tinderbox’ ønske om at give noget tilbage til musikken i Odense som tak for den lokale opbakning, festivalen har fået de sidste mange år. I 2026 afholdes Tinderbox for 10. gang i Tusindårsskoven, og det føles helt rigtigt, at vi i den anledning kan være med til at give næste generation af musikere de bedst mulige vilkår for at udvikle sig i fremtiden. Her skal der være plads til både det spirende talent og den etablerede artist – og ikke mindst det kreative møde dem imellem,” udtaler Brian Nielsen, formand for fonden KRFTWRK og CEO i DTD Group/Tinderbox i pressemeddelelsen.
Festivalen støtter huset med 1,5 millioner kroner fordelt over tre år, og også Odense Kommune har valgt at investere i projektet.
Med det nye musikalske kraftcenter håber KRFTWRK at kunne nå ambitionen om at ”gøre Odense til fødeby for den næste store musikalske eksport”.