Nyhed

Omstridt kulturpas er endelig klar til at hjælpe unge ind i fællesskaber

Det første kulturpas skulle egentlig være udstedt 1. juli, men blev udskudt grundet tekniske udfordringer.

I en pressemeddelelse skriver Kulturministeriet, at det nu er muligt for unge mellem 15 og 24 år at få kulturpasset som et forsøg på at gøre udsatte unge til en del af fællesskaber.

Læs også: Organisation om kulturpas: "Vi er særligt glade for, at der blev lyttet til kulturtilbud som os"

Kulturpasset omfatter unge i den ovennævnte aldersgruppe, der enten er uden job eller uddannelse, og som derfor ikke naturligt bliver en del af fællesskaber med andre unge – en udfordring, som kulturminister Jakob Engel-Schmidt håber, at forsøget kan være med til at bekæmpe:


”Forsøget med kulturpas er både ambitiøst og samtidig helt ubetrådt land. Ingen har sagt, det vil blive nemt at få de unge mennesker til at blive en del af nye fællesskaber, ligesom selve udviklingen af modellen er helt uafprøvet. Men jeg synes, vi skylder at gøre forsøget,” siger han i pressemeddelelsen om forsøget med kulturpasset og uddyber:

“Selvom mange af de unge uden for job og uddannelse har store og komplekse udfordringer, så tror jeg på, at kulturpasset kan give de unge selvværd, gode oplevelser og nye fællesskaber, der kan gøre en positiv forskel.”

Kulturpasset går ud på, at de omkring 43.000 unge, der i øjeblikket er målgruppen for forsøget, får et digitalt betalingskort med 1.000 kroner i både 2025 og 2026, som kan bruges på kulturelle tilbud. Over 2.000 kulturtilbud har allerede meldt sig til at være en del af kulturpasset. De unge kan for eksempel bruge pengene på teater eller en aftenskole i Nordjylland, spille golf på Fyn eller gå på kunstmuseum i Sydsjælland.


"Kommer, inden bladene er faldet af træerne"
Der er afsat i alt 140 millioner kroner til kulturpasset i perioden 2024-2026. Hertil er der nedsat et nationalt partnerskab, som skal sikre, at flest mulige unge i målgruppen får gavn af passet samt understøtte brugen af kulturpasset. Partnerskabet består af Dansk Kulturliv og Danmarks Idrætsforbund.

I begyndelsen af september blev kulturpasset mødt af massiv kritik, hvortil kulturministeren forsvarede passet og lovede til Kristeligt Dagblad, at kulturpasset: “Kommer, inden bladene er faldet af træerne,” hvilket nu også er tilfældet.

Kritikken gik særligt på, at kulturpasset ud af forsøgsperioden fra 2024-2026 allerede havde været otte måneder undervejs, og at tekniske problemer stadig afholdt de unge fra at benytte sig af passet. Det første pas var oprindeligt sat til at blive udstedt den 1. juli.

Læs mere om, hvordan du kan få et kulturpas her, og find listen over alle de aktiviteter du kan bruge dit kulturpas på her


ANNONCE