DR har netop afsløret datoen og de første optrædende til P3 Guld, som løber af stablen til efteråret.
DR har netop afsløret, at Artigeardit, Aphaca og Mille er de første navne til at indtage scenen, når årets store musikfest P3 Guld løber af stablen fredag den 17. oktober i DR Koncerthuset. Showet bliver endnu en fejring af årets musikalske højdepunkter, som radioværterne Julie Rahbek og Pelle Peter Jencel vil guide publikum igennem.
Læs også: Mød artisterne fra P3 Guld 2024
For mange danskere er P3 Guld blevet et fast efterårsritual. I år kan seerne endnu en gang se frem til en festlig aften med liveoptrædener samt hyldester af nye talenter og etablerede artister, når de tre priser, P3 Prisen, P3 Talentet og P3 Lytterhittet, bliver uddelt.
"Det er en unik mulighed for at hylde de artister, som er med os i ørene hver dag – i bussen, til festen, i bilen," siger Julie Rahbek til DR.
Aftenens anden vært, Pelle Peter Jencel, tilføjer, at "efter et af de vildeste musikår i Danmark er der ekstra meget at fejre denne gang."
DR har allerede offentliggjort de første navne på musikprogrammet, nemlig Artigeardit, der vandt prisen P3 Prisen i 2023, Aphaca, som var nomineret til P3 Talentet sidste år, og Mille, som af DR bliver beskrevet som en af "morgendagens stjerner." Flere navne vil blive afsløret løbende.
Sidste år modtog Lamin den prestigefyldte P3 Pris, og listen over vindere siden første prisfejring i 2001 er lang. Se den nederst i artiklen.
Læs også: Se sidste års nominerede til P3 Guld
Billetter til P3 Guld sættes til salg onsdag den 17. september klokken 9 på DR Koncerthusets hjemmeside. Showet sendes desuden live på DRTV, DR1 og P3.