Nyhed

Pladekontrakt på spil: Sådan endte ChatRecords-finalen

Efter en månedlang talentjagt på det nystiftede label er finalen afgjort – og vinderen har sikret sig den allerførste pladekontrakt.

Da ChatRecords-finalen i går løb af stablen på spillestedet Rust i København, blev det den unge Ali Al-Maanaki, også kendt under kunstnernavnet 9Boogie, der tog sejren og dermed sikrede sig en pladekontrakt med ChatRecords.

Læs også: Dansk internetpersonlighed annoncerer nyt label

ChatRecords er et nyoprettet pladeselskab, grundlagt af den populære internetpersonlighed Rasmus Søndergaard i samarbejde med Universal Music Group. Siden lanceringen har Twitch-streameren, der følges af over 190.000 på platformen, været på jagt efter Danmarks næste store rapstjerne.


Gennem pladeselskabets talentkonkurrence har deltagerne haft chancen for at vinde en pladekontrakt med ChatRecords, alt imens konkurrencen er blevet sendt live på Twitch, hvor seere har kunne stemme på deres favoritartister.

Over de seneste måneder har deltagerne gennemgået både auditions og intensive bootcamps med flere prominente gæstedommere. Forløbet kulminerede i går ved finalen på Rust i København, hvor de tre finalister, Westa, Punktum og 9Boogie, dystede om sejren.

Selvom de over 10.000 seere på livestreamen – bedre kendt som "chatten" – afgav deres fælles stemme til 16-årige Westa, blev det 9Boogie, der trak sejren hjem, da han modtog samtlige stemmer fra det resterende dommerpanel bestående af Rasmus Søndergaard, Kesi, Anton Westerlin og Lamin.


Læs også: Rasmus Søndergaard: ”Det er jo hjernedødt, hvor lang tid den mand bare har lavet straight up gode sange”

9Boogie har dermed sikret sig den allerførste pladekontrakt med pladeselskabet ChatRecords, som ifølge stifter Rasmus Søndergaard netop er skabt for at lade spirende artister "opbygge deres egen naturlige buzz" gennem konkurrencen. Læs mere om projektet her.

ANNONCE