De to musikere har netop annonceret på deres sociale medier, at de afslutter samarbejdet. Beslutningen kommer efter en travl festivalsommer.
Den danske duo Ung-Skab har meddelt, at de stopper deres musikalske samarbejde. I et opslag på Instagram fortæller de, at beslutningen er taget i fællesskab, og at de går fra hinanden som gode venner. Samtidig aflyser de alle fremtidige planlagte koncerter.
Læs også: Ung-Skab udgiver længe ventet ep
"Hej søde jer, vi sidder lige her på Bryggen sammen nu, fordi vi gerne ville sige til jer alle, at vi har valgt at stoppe Ung-skab," skriver de i opslaget, hvor de også deler nogle af tankerne bag beslutningen. Nyheden kommer efter en travl sommer, hvor Ung-Skab har spillet mere end 25 koncerter rundt i landet.
Læs resten af opslaget nedenfor. Artiklen fortsætter efterfølgende.
Duoen har de seneste år markeret sig stærkt på den danske musikscene, blandt andet med en koncert på NorthSide sidste år, der fik fem stjerner af GAFFAs anmelder, der skrev:
"Der er en fantastisk fylde i Bjørns klassiske hiphop-flow på 'Er Ude', og Clara, hvis livenuancer betager under hele koncerten, leverer i omkvædet en svævende og hæs vokal, der aldrig lykkes med at løbe fra hende."
Hvis nyheden rammer hårdt, kan man genhøre duoens seneste udgivelse, ep'en Sikke et held vi fandt hinanden fra 2024, som formodentlig også bliver deres sidste udspil.