Bandet har ikke udgivet musik siden 2015, men nu er de tilbage igen.
Det danske band Ulige Numre er tilbage igen, efter Carl Emil Petersen gik solo i 2017. De fire gymnasievenner har atter slået pjalterne sammen og markerer genforeningen med deres første udgivelse siden 2015, singlen "Du skal ikke gå alene mere".
Læs også: Sådan anmeldte vi Ulige Numres 2015-album Grand Prix
I en pressemeddelelse udtaler bandet: "'Du skal ikke gå alene mere' er en sang om at turde at række ud til gamle venner, åbne op og sætte sig selv på spil." Derudover har denne single også en anden betydning for karrieren: "Sangen sparker vores reunion i gang og markerer en ny begyndelse 10 år senere."
Tilbage i 2011 brød Ulige Numre igennem med hitsinglen "København", der i dag har fået en plads i det danske musikkatalog som en moderne klassiker. I 2013 udkom deres første album Nu Til Dags, som GAFFA gav fire stjerner. Den uofficielle nationale hymne "Frit Land", der sidenhen er blevet optaget i Højskolesangbogen, er blandt de 10 numre på deres DMA-vindende album Grand Prix fra 2015, der også fik fire GAFFA-stjerner.
Efter Ulige Numres opløsning udgav forsanger Carl Emil Petersen selv tre soloalbummer, hvor Amager Forbrænding fra 2019 gik guld og fik stor succes. Men nu har bandet besluttet sig for at gå sammen om musikken igen, hvortil de udtaler i pressemeddelelsen: "Vi har alle virkelig savnet at spille sammen og har haft lyst til i al hemmelighed at finde ud af, hvordan Ulige Numre lyder i dag. Vi har spillet sammen, siden vi var teenagere, og intet smeder venskaber som at lave musik sammen i et band."
Ulige Numre afslører også, at bandet tager på en genforeningsturné i 2026, som kommer forbi Posten i Odense den 17. april, Skråen i Aalborg den 18. april, Train i Aarhus den 25. april og Store Vega i København den 2. maj.
Hør genforeningssinglen "Du skal ikke gå alene mere" nedenfor.