Nyhed

Pro-palæstinensisk bevægelse opfordrer til boykot af Radiohead-turné

Radiohead har netop annonceret deres første turné i syv år, men den pro-palæstinensiske BDS-bevægelse mener ikke, at man bør købe billetter.

Den pro-palæstinensiske BDS-bevægelse har opfordret til en boykot af Radioheads nyligt annoncerede turné. Det skriver NME.

Læs også: Radiohead-guitarist forsvarer samarbejde med israelsk musiker

I går bekræftede Radiohead et rygte om, at bandet skulle på turné rundt i Europa i slutningen af året, hvilket bliver deres første koncerter i over syv år. Bandet kommer også til Danmark, og skal spille fire koncerter i Royal Arena i starten af december, men BDS mener ikke, at man bør købe billet til turnéen.


Kort efter annonceringen delte bevægelsen, i et Instagram-opslag, en besked fra den palæstinensiske kampagne for akademisk og kulturel boykot af Israel (PACBI), der argumenterede for, at bandets tavshed og støtte til israelske kunstnere burde føre til en boykot af koncerterne.

"Selvom Israels folkedrab mod palæstinensere i Gaza når sin seneste, mest brutale og depraverede fase af induceret sult, fortsætter Radiohead med sin medskyldige tavshed, mens et medlem gentagne gange krydser vores strejkevagtlinje og optræder en kort køretur væk fra et livestreamet folkedrab sammen med en israelsk kunstner, der underholder folkedrabsudøvende israelske styrker," lød det i opslaget.

Bandets repræsentanter har fortalt NME, at de "ikke har yderligere kommentarer til det, bandmedlemmer allerede har sagt."


Tidligere i sommers satte forsanger Thom Yorke selv ord på sagen i et opslag på Instagram ovenpå en hændelse i Melbourne tilbage i oktober 2024, hvor en koncert blev afbrudt, efter han blev konfronteret af en demonstrant i publikummet.

“Jeg mener, at Netanyahus ekstreme regering er fuldstændig ude af kontrol og må stoppes,” skrev Radiohead-sangeren, og fortsatte med, at Israels handlinger ikke længere kan retfærdiggøres med selvforsvar. Samtidigt rettede han også kritik mod Hamas for at handle kynisk og gemme sig bag det palæstinensiske folks lidelser.

Radiohead spiller fire koncerter i Royal Arena mellem den 1. og den 5. december. For at købe billetter skal man registrere sig på bandets hjemmeside mellem den 5. og den 7. september. Selve billetsalget starter den 12. september klokken 10:00.


 

ANNONCE