Duoens forsanger har siden lagt en video på Instagram, hvor han forklarer, at gruppen ikke fejrede højrefløjsaktivistens død til koncerten.
Bobby Vylan, forsangeren for den britiske poppunk-duo Bob Vylan, kaldte for nylig Charlie Kirk en "piece of shit" til en koncert i Amsterdam, hvilket har vakt stor opsigt. Nu forklarer musikeren, at det ikke var en fejring af drabet på den højreorienterede aktivist. Det skriver NME.
Læs også: Coldplay sender kærlighed til Charlie Kirks familie
Duoen oplevede massiv kritik, efter at have sendt spydige bemærkninger fra scenen rettet mod Charlie Kirk, og mediet LBC har tilmed kaldt udtalelserne for en "fejring" af Charlie Kirks død. Det har fået Bob Vylan-forsangeren til at forklare sig i en video på Instagram.
I videoen afviser sangeren, der går under det borgerlige navn Pascal Robinson-Foster, anklagerne om at have fejret aktivistens død. Han siger, at det i stedet var en journalist, der kom til koncerten med ét eneste formål: At finde en historie — hvilket vedkommende gjorde. Sangeren indrømmer dog: "Jeg kaldte ham en piece of shit, så meget er sandt".
Artiklen fortsætter under videoen.
“Hans pronominer er was/were”
“Gå ud og find et bevis på, at vi fejrede Charlie Kirks død. Du kommer ikke til at finde det. Fordi det ikke er sket," siger Foster i Instagram-videoen og forklarer, at det var journalisten, der spinnede historien til, at det var en fejring af Kirks død. Han afslutter med at sige: “Tag det roligt.”
I et klip fra koncerten kan man høre forsangeren sige, at han vil dedikere den næste sang til "en absolut piece of shit af et menneske".
Han fortsætter med: “Hans pronominer er was/were,” hvorefter man både kan høre publikum huje og se sangeren kvittere med et stort smil. Han afslutter med: “For hvis du snakker lort, så bliver du banged! Hvil i fred Charlie Kirk din piece of shit.”
Læs også: Banksys protestmaleri er blevet fjernet: Nu reagerer Kneecap
Ikke første gang
Duoen skulle have spillet koncert i morgen i Holland på spillestedet 013 i Tilburg. Men nu har stedet oplyst, at koncerten er blevet aflyst grundet Bob Vylans udtalelser, da de "gik over stregen". Spillestedet henviser både til, at Foster kommenterede på Charlie Kirk, men også at musikeren kom med slagråb mod Israels forsvarshær.
"Fuck fascisterne, fuck zionisterne, find dem og mød dem på gaden. Find dem og lad dem vide, at I for helvede ikke støtter dem. Død, død over IDF," lød det fra scenekanten i Amsterdam.
Om aflysningen skriver koncertstedet på deres hjemmeside: "013 ønskede at sende et signal om, at Gaza fortjener opmærksomhed, og at forargelse over det, der foregår, også bør kunne få plads på en scene. Det står vi stadig ved. De udtalelser, som Bob Vylan kom med i går aftes i Paradiso, overskrider dog en tydelig grænse for os. Det at bagatellisere politiske mord og opfordre til at 'gå ud og finde folk på gaden' afviser vi på det kraftigste."
Glastonbury kontrovers
Det er ikke første gang, at Bob Vylan har modtaget kritik for deres udtalelser fra scenen. Tilbage i juni optrådte den omstridte duo på Glastonbury Festival i England, hvor de også fik massiv kritik fra både festivalen og BBC, som sendte koncerten live. Her fik forsangeren publikum til at råbe “death to the IDF" - præcis som den nylige koncert i Amsterdam.
BBC oplyste efter koncerten, at de ville forhindre koncerten i at kunne blive genset on-demand på deres platform og undskyldte for, at den overhovedet var blevet livestreamet i første omgang.
Festivalen selv var også ude og beklage sig efter koncerten. I et opslag på Instagram skrev Emily Eavis, Glastonburys medarrangør, at duoens udtalelser var langt over stregen, og at festivalen ikke støtter nogen former for antisemitisme eller hadefuld retorik.
"Vi som festival er imod alle former for krig og terrorisme – og vi vil altid kæmpe for håb, enhed, fred og kærlighed," uddyber hun i opslaget.
Konsekvenserne fortsætter
Efter episoden på Glastonbury blev duoen, ifølge Rolling Stone, fjernet fra både Radar Festival i England og Kave Fest i Frankrig. Om aflysningen af koncerten på Kave Fest skrev festivalen på Instagram: “I lyset fra de seneste begivenheder, er Bob Vylan blevet droppet af deres agent. Departementet Eure og byen Gisors har informeret os om, at de vil modsætte sig Bob Vylans tilstedeværelse på Kave Fest."
I artiklen lyder det også, at Bob Vylans amerikanske visa blev tilbagetrukket forud for duoens turné i Nordamerika, samt at de blev droppet af United Talent Agency.
I et opslag på Instagram har duoen skrevet, at “stilhed ikke er en mulighed” som modsvar til aflysningen af koncerten på Radar Festival.
Bob Vylan har udtalt, at kontroversen på Glastonbury og duoens hadefulde kommentarer ikke var direkte rettet mod den israelske befolkning, men udelukkende den israelske forsvarshær. I et opslag på Instagram, som er et screenshot fra et post fra Bob Vylan på mediet X, står der, at "der var ikke noget antisemitisk eller kriminelt omkring noget jeg sagde på Glastonbury". Samtidig skriver duoen om Tim Davie, generaldirektør for BBC, at han er en "dukke uden rygrad."
Coldplay deltager i debatten
For nylig har poprock-gruppen Coldplay også kommenteret på Charlie Kirks død under en koncert - dog med en noget anden tone. Under en koncert på Wembley Stadion i London opfordrede forsangeren Chris Martin fans til at sende kærlighed til Trump-supporterens familie i denne svære tid. Opfordringen kom lige inden bandet skulle til at spille kærlighedshittet “Fix You.”