Nyhed

Sam Fenders turné har reddet 38 græsrodsspillesteder

En lille billetafgift på sangskriverens seneste arenaturné har til gengæld gjort en stor forskel for masser af små spillesteder.

Midler indsamlet fra Sam Fenders nylige arenaturné har hjulpet med at støtte 38 græsrodsspillesteder i hele Storbritannien. Det skriver NME.

Læs også: Storladen americana-rock med en Geordie-dialekt

Sangskriveren har nemlig gjort som både Coldplay, Katy Perry og Mumford & Sons og indført en billetafgift på ét pund, svarende til 8,6 kroner, på sin turné for at støtte overlevelsen af græsrodskoncertsteder.


Ifølge velgørenhedsorganisationen Music Venue Trust har Sam Fenders turné genereret over 100.000 pund, svarende til 860.000 kroner, som er gået direkte til at levere "akut nødhjælp sammen med essentielle forbedringsbevillinger, hvilket har dannet et komplet støtteprogram, der beskytter, sikrer og forbedrer græsrodsøkosystemet".

Sangskriveren udtaler selv, at "det er fantastisk at se, at de penge, der indsamles fra arenaturen, gør en reel forskel for så mange spillesteder".

Op til 19 spillesteder har modtaget finansieringen, og ifølge MTV har yderligere 19 spillesteder også modtaget over 50.000 pund, svarende til 430.000 kroner, i forbedringstilskud, hvilket muliggør opgraderinger af faciliteter, teknisk udstyr og infrastruktur.


Kampagnen blev sat i gang af Music Venue Trust som reaktion på, at 2023 havde vist sig at være det værste år nogensinde for små koncertsteder i Storbritannien. 125 græsrodsmusiksteder måtte på blot ét år dreje nøglen om, hvilket svarer til to om ugen. Sangskriverens billetafgift har dog vist sig at være et betydeligt skridt i den rigtige retning.

Sam Fenders seneste turné indbefattede også en optræden på dansk grund til årets udgave af Syd For Solen. GAFFAs anmelder gav koncerten tre ud af seks stjerner med ordene: ”Den højt roste heartland-rocker Sam Fender fik ikke rigtig fat, og det føltes mere som at bevidne en koncert end at deltage i den – måske både for publikum og frontmanden selv.”

ANNONCE