Nyhed

Se videoen: Sabrina Carpenter med politisk performance til MTV VMA

Popstjernen fik regnbuen til at skinne over MTV Video Music Awards med en aktivistisk performance.

Årets MTV Video Music Awards blev afholdt i går den 7. september og bød på optrædener fra nogle af de nominerede stjerner, heriblandt Sabrina Carpenter. I en energisk live-performance adresserede popstjernen sin støtte til LGBTQ+-personers rettigheder. Det skriver NME.

Læs også: Her er seks vigtige Sabrina Carpenter-sange, du skal lytte til

Flankeret af dansere i farvestrålende outfits sang Sabrina Carpenter hittet ”Tears” fra sin nye plade Man’s Best Friend på scenen, der var omdannet til et urbant bymiljø. Danserne repræsenterede både queer-miljøet gennem deres påklædning, men endnu tydeligere gennem et udvalg af skilte, der blev båret under Carpenters optræden. Skiltene var prydet med ord som ”If you hate, you’ll never get laid”, ”Protect Trans Rights” og ”Support Local Drag”.


Se videoen her. Artiklen fortsætter under videoen.

Og støtten til LGBTQ+-miljøet stoppede ikke her. Da Sabrina Carpenter i går aftes vandt prisen for årets album med Short N’ Sweet, brugte hun blandt andet sin tale til at takke sine ”dronninger på scenen”.


”Som vi alle ved, kan denne verden være så fuld af kritik, diskrimination og negativitet. Så at få lov til at være en del af noget, der bringer lys, der får jer til at smile, får jer til at danse og får jer til at føle, at verden er jeres fucking østers. Jeg er så taknemlig for, at jeg kan gøre det,” udtalte Carpenter i sin takketale.

Sabrina Carpenters spritnye album Man's Best Friend fik fire stjerner af vores anmelder, der blandt andet bemærkede, at "hentydningerne til sex er ikke bygget ind som trojanske heste, men er nu slående tydelige."

På Spotify har Man’s Best Friend rekorden for flest afspilninger på én dag af en kvindelig artist med hele 64,4 millioner afspilninger. 


ANNONCE