Nyhed

Skal Tyler, The Creator nogensinde turnere igen?

"Jeg er fandme ikke 20 længere," udtaler musikeren.

Tyler, The Creator har sat punktum for sin seneste verdensturné – og måske også for sin karriere som turnerende kunstner. Under Chromakopia-turnéens afsluttende show i Quezon City i Filippinerne fortalte rapperen publikum, at han ser frem til at komme hjem og overveje, om han nogensinde vil tage på turné igen. Det oplyser mediet Complex.

Læs også: Sådan har vi anmeldt Tyler, The Creators koncerter gennem tiden

"Jeg er begejstret for at komme hjem og tænke over, om jeg nogensinde virkelig vil turnere igen, for jeg er fandme ikke 20 længere," sagde han i en video delt af HotNewHipHop. Han fortsatte: "Jeg er nået til et sted i mit liv, hvor jeg føler, jeg har gjort nok. Lad mig tage en meget, meget, meget lang pause."


Se videoen nedenfor. Artiklen fortsætter efter opslaget.


Turnéen har markeret et højdepunkt i en produktiv periode for Tyler, The Creator, der de seneste år har udgivet både albummet Call Me If You Get Lost: The Estate Sale og sit niende album Don't Tap the Glass, der udkom i juli. Han har også besøgt Danmark på turnéen – en koncert, der fik hele seks stjerner af GAFFAs anmelder.

Læs også: 10 essentielle med Tyler, The Creator 

Selv om fremtiden for hans liveoptrædener er usikker, kan fans snart opleve Tyler på det store lærred. Han medvirker i Josh Safdies kommende film Marty Supreme sammen med Timothée Chalamet, Gwyneth Paltrow og Odessa A'zion. Filmen får premiere i USA den 25. december, men kan først ses i danske biografer fra den 19. februar 2026, ifølge Nordisk Film Biografer.


Se traileren til filmen her:

ANNONCE