Den amerikanske rapper har i et podcastafsnit kritiseret Disneys brug af LGBTQ+-forhold i deres børnefilm, men det faldt ikke i god jord.
Snoop Dogg har været i krydsild siden hans udtalelse på podcasten It’s Giving, hvor rapperen i grove træk forklarede, at han ikke mente, et lesbisk par var passende i en børnefilm. Snoop Dogg har nu undskyldt for udtalelsen. Det skriver NME i en artikel.
Læs også: Habile hyggestunder fra Onkel Snoop – men noget irriterer
I podcast-afsnittet forklarede Snoop Dogg, at han havde sit barnebarn med i biografen for at se den nye Disney-film Lightyear. I filmen ser man et lesbisk par, der kort kysser hinanden, og til det havde Snoops barnebarn spurgt, hvordan to kvinder kan få et barn sammen.
I podcastafsnittet udtalte Snoop Dogg, ifølge NME, at: “Jeg kom ikke for det her lort. Jeg ville bare se den forbandede film.” Han forklarer også, at øjeblikket “Fucked him up.”
Senere i afsnittet forklarer han også, at han ikke synes LGBTQ+ har en plads i børnefilm, da han mener, at børn vil komme til at stille spørgsmål til det. Spørgsmål, han selv mener ikke at have svaret på.
Rapperen har skrevet “My bad” under et Instagramopslag på kulturprofilen Hollywood Unlocked, hvor værterne diskuterer stjernes holdning til emnet. Han fortsætter sin kommentar med, at hans homoseksuelle venner godt forstår ham, men han ikke er perfekt og gerne vil lære.