Den nye teknologi skal hjælpe med at opsnappe AI-generet musik, der krænker oprethavsrettigheder.
Universal Music Group og Sony Music har indgået et samarbejde med forskningslaboratoriet SoundPatrol om at udvikle en ny teknologi, der kan opdage, når AI-genereret musik krænker ophavsrettigheder, skriver Digital Music News.
Læs også: Menneske eller maskine? Sådan spotter du en AI-sang
Neural fingerprinting er navnet på teknologien, der kan identificere musikalske ligheder ud over specifikke lydklip. Det vil sige, at den kan opsnappe covers, remixes og AI-derivater, hvilket hjælper artisterne med at beskytte deres originale værker.
Til Digital Music News udtaler UMG’s formand og CEO, Sir Lucian Grainge, at de har “konstant fokus på at udnytte AI” til gavn for deres artister, samtidig med at de fokuserer på at beskytte artisterne mod AI-krænkelser. Han uddyber: “At bringe løsninger til bordet, som understøtter hele branchen, er kernen i vores relation til SoundPatrol, der deler vores engagement i at beskytte vores artisters kreative integritet og arbejde.”
Samarbejdet kommer, ifølge Digital Music News, i kølvandet på, at streamingtjenester har fjernet millioner af såkaldte “AI-slop”-numre samt på igangværende retssager mellem pladeselskaber og AI-selskaber som Suno, Udio og Anthropic.