Der er en stor forskel på at udtrykke afstand til et regime og at gå efter en hel befolkningsgruppe, mener det kendte koncertsted.
København-spillestedet Vega har netop aflyst en koncert med den danske rapper Miklo, efter han havde sunget "fuck Israel" og "heil Hitler, han forstod, de skulle gasses” i en nu slettet video på sin TikTok-profil. Det skriver DR.
Læs også: Første dag i Kneecap-retssagen: Ny tvivl om forældelse af terroranklagen
”Antisemitiske handlinger er ulovlige i Danmark, og vi kan, uanset hvilke intentioner der måtte ligge bag Miklos ytring, ikke tolke den som andet end netop det,” lyder det fra Vega, som yderligere forklarer, at der er en betydelig forskel mellem at udtrykke afstand til et regime og at dæmonisere en hel befolkningsgruppe.
Miklo skriver i et svar til DR, at han "på ingen måde støtter Hitler og hans idéer,” og at det i stedet var et provokerende ”TikTok-stunt”:
”Det eneste, jeg har gjort, er at bruge min kunstneriske frihed til at skabe en chok-effekt,” forklarer han og fortsætter: ”Min utilfredshed er udelukkende rettet mod zionisterne fra Israel.”
Miklos koncert skulle have fundet sted den 29. november. Den er nu aflyst, og rapperens TikTok-profil er blevet slettet grundet regelovertrædelse.
Miklos er dog ikke den eneste artist, der både har udtalt sig kritisk overfor Israel og som indtil for nyligt har haft en Vega-koncertdato i kalenderen. I sidste uge den 3. og 4. september gæstede den nordirske hiphop-trio Kneecap spillestedet, på trods af at bandmedlemmet Liam Óg Ó hAnnaidh i øjeblikket er sigtet for terrorbilligelse.
Rapperen bliver blandt andet anklaget for at have vist et Hizbollah-flag under en koncert i London sidste år, hvilket er ulovligt i Storbritannien. Alligevel fandt koncerten sted som planlagt.
Læs også: OVERBLIK: Her har du hele Kneecap-sagen
”Hvis vi skulle aflyse en koncert på grund af det, ville vi jo være i gang med at censurere musikken. Og det vil være den egentlige forbrydelse,” sagde Vegas kommunikationschef, Søren Gaden, i sidste måned til Berlingske.
Men det var ikke alle, der mente, at bookingen var forsvarlig, og Københavns børne- og ungdomsborgmester Jakob Næsager (K) krævede endda spillestedets ledelse fyret.
"Som borgmester er det min væsentligste opgave at fremme demokratiet, og derfor er jeg nødt til at råbe op, når et kommunalt støttet projekt modarbejder demokratiet. Når man proklamerer, at britiske parlamentsmedlemmer skal slås ihjel, taler det for sig selv,” udtalte borgmesteren til Politikken.