Nyhed

Svenske cloud-rappere forener kræfter på intens single

De to rapstjerner har lavet musik sammen igennem mange år – nu løfter de endnu engang sløret for et fællesprojekt.

De to svenske frontfigurer på den internationale cloud- og rapscene, Yung Lean og Bladee, er tilbage med fællessinglen "Inferno". Nummeret er desuden ledsaget af en musikvideo instrueret af Gus Reichwald. Det skriver Pitchfork.

Læs også: Højspændt cloud-rap i de sene nattetimer

Udgivelsen markerer endnu et kapitel i deres mangeårige samarbejde, som senest kulminerede med albummet Psykos fra 2024. Hvor de på Psykos eksperimenterede mere med at inddrage elementer fra genrer som rock og post-punk, er de på "Inferno" tilbage i hiphoppens univers med et intenst og eksplosivt track. Dette afspejler sig også i musikvideoen, der med sin hurtige klipning spiller sammen med den kaotiske lyd.


Se musikvideoen til "Inferno" nedenfor. Artiklen fortsætter efterfølgende.

Bladee står netop nu midt i en global turné, der løber helt frem til december, og som understreger hans stigende popularitet på tværs af kontinenter. Han har tidligere arbejdet sammen med navne som Oklou og Brat-stjernen Charli XCX.


Læs også: Oklou-anmeldelse: En nænsom formning af glitchpop med barok-finesser

Yung Lean har tidligere i år markeret sig med et personligt soloalbum, og om kort tid drager han ud på en omfattende turné, der bringer ham til både Nordamerika, Europa og Storbritannien. Yung Lean har givet flere koncerter i Danmark, blandt andet på Roskilde Festival i 2023, hvor GAFFAs anmelder kvitterede med fire stjerner.

ANNONCE