Nyhed

Tessa udvandrede fra koncert i Vejle: Uenighed om situationens alvor

Arrangørerne bag Vejfest i Vejle mente at have styr på situationen, men den udlægning genkender Tessas manager ikke.

Vejles store årlige event for studerende i byen, Vejfest, havde Tessa som hovednavn for aftenen, men koncerten blev ikke som forventet. Efter 15-20 minutter forlod rapperen scenen på grund af en utryg situation blandt publikum, skriver Ekstra Bladet.

Læs også: Forrådnet lig fundet i amerikansk sangers bil

Arrangørerne bag Vejfest og Tessas manager er dog ikke helt enige om, hvordan situationen præcist udspillede sig, da koncerten blev stoppet. Ifølge Erik Sanders, der er eventkoordinator i Vejle Kommune, var det en gruppe på 8-10 drenge, der gjorde Tessa utryg med deres opførsel. De skulle angiveligt have kastet snusdåser og shotsrør mod scenen og lavet håndtegn.


”Vi prøver at få kontakt og lokaliseret drengene og eventuelt få dem fjernet. Men inden vi når det, siger hun tak for i aften,” udtaler Erik Sanders til Ekstra Bladet. Han uddyber, at der var styr på både sikkerheden og situationen, men at det selvfølgelig er op til kunstneren selv, om man kan føle sig tryg på scenen.

Læs også: Kendrick Lamar vinder sin anden Emmy

Men den udlægning mener Tessas manager, Jesper Helles, er noget af en underdrivelse og kalder udmeldingen fra Vejle Kommune for fralægning af ansvar og en bagatellisering af oplevelsen:


”De lavede to fingre op foran tungen, hvor man jo signalerer at slikke fisse, ligesom de råbte diverse skældsord, og der var en utryg stemning. Og det er første eller anden gang på seks år, at vi afbryder et show. Og det var fordi, det var slemt. Det gør vi normalt ikke. Vi går langt for at give den fulde oplevelse hver gang, og vi ved godt, at unge mennesker kan opføre sig vildt, når de bliver fulde, men det her var rigtig ubehageligt,” fortæller han til Ekstra Bladet.

Vejfest er et stort arrangement for studerende i Vejle med koncerter, langbordsmorgenmad og festlig stemning. Udover Tessa var også Danser med piger og Noah Carter på programmet.

Vores anmelder var på pletten, da Tessa i juni gav koncert på Blå Sol i Randers. Koncerten fik fire stjerner med ordene: "fem underholdende kvarter fra en dansk rapper, der bestemt har fortjent sin stjernestatus – men hvor der stadig er plads til forbedringer."

ANNONCE