FTC anklager koncertgiganten for at puste priserne op på kunstig vis.
Den amerikanske handelskommision, Federal Trade Commission (FTC), har sammen med syv delstater i USA lagt sag an mod selskabet Ticketmaster, og moderselskabet Live Nation Entertainment, som beskyldes for bevidst at have samarbejdet med sekundære billetmæglere for at presse priserne i vejret. Det skriver Pitchfork.
Læs også: Ny hjemmeside svarer på de oftest stillede spørgsmål om musikbranchen
Ifølge søgsmålet, der blev indleveret torsdag i en domstol i Californien, har Live Nation og Ticketmaster påstået, at der var lagt et loft over, hvor mange billetter en enkeltperson kunne købe. I praksis har billetmæglere dog kunne omgå disse begrænsninger ved at oprette tusindvis af falske konti og videresælge billetterne via Live Nations eget værktøj TradeDesk – til højere priser.
Og det er et problem, mener FTC’s formand Andrew N. Ferguson:
”Amerikansk live-underholdning er den bedste i verden og bør være tilgængelig for os alle,” siger han og fortsætter:
”Det skal ikke koste en arm og et ben at tage familien med til en baseballkamp eller til din favoritmusikers koncert. Trump-Vance-FTC arbejder hårdt på at sikre, at fans har mulighed for at købe billetter til retfærdige priser, og dagens søgsmål er et stort skridt i den retning”.
Det er ukendt, hvordan Ticketmaster og Live Nation Entertainment forholder sig til søgsmålet.
Det er ikke første gang, at kritikken hagler ned over Ticketmaster og Live Nation. Sidste år drejede det sig om den dynamiske prissætning i forbindelse med salget af billetter til Oasis’ genforeningsturné, hvor priserne steg i takt med efterspørgslen. Samme år sagsøgte USA også Live Nation for at benytte sig af forretningsmetoder, som har givet dem monopollignende status.