Nyhed

Tidligere direktør for Musikkens Hus starter nye kulturvirksomheder

Den forhenværende direktør lancerer to nye virksomheder, som skal løfte Aalborgs evne til at afholde ambitiøse kulturarrangementer.

Musikkens Hus i Aalborgs forhenværende direktør, Lasse Rich Henningsen, har netop lanceret to nye selskaber. Det sker kun 16 måneder efter Henningsen blev fristillet fra direktørposten i Musikkens Hus. Det skriver Kulturmonitor i en artikel.

Læs også: Ny aftale sætter fokus på at finde en permanent festivalplads i København

Det drejer sig om virksomhederne Aalborg Live, som er en promoter- og eventvirksomhed, og Entrusted, som er et netværks- og konsulenthus. Aalborg Live har fokus på store kulturelle arrangementer, koncerter og events samt planlægning af en musikfestival i Aalborg, der skal løbe af stablen i 2030.


Entrusted er et eksklusivt netværk og konsulenthus for ledere i branchen. Her tilbydes der webinarer, seminarer, netværksmøder og et fortroligt rum, hvor det er muligt at drøfte de udfordringer, man som leder måtte opleve i branchen.

Præmissen for begge virksomheder er, at de skal kunne køre uden offentlige tilskud. Det er vigtigt for direktør, Lasse Rich Henningsen, da det skal "bevise, at det er muligt at drive ambitiøs kulturvirksomhed og værdiskabende netværk på kommercielle vilkår,” fortæller han i en pressemeddelelse sendt til Kulturmonitor.

Læs også: GAFFA Talk med Crowe Boys fyldte Jamteltet på Tønder Festival til bristepunktet


Lasse Rich Henningsen mener, at der mangler ambitiøse kulturarrangementer i det allerede eksisterende byliv. Han ønsker at skabe stærke koncerter og arrangementer i bygninger, der hidtil ikke er blevet udnyttet til formålet.

Ifølge Kulturmonitor, blev Henningsen fristillet fra sin post som direktør i Musikkens Hus på baggrund af kritik fra en række anonyme medarbejdere. Kritikken handler efter sigende om et usundt kontormiljø, hvor frygten for fyringer og stress var konstant. Til kritikken udtalte Henningsen til Kulturmonitor, at der i en lang lederkarriere engang i mellem er "skvulp". 

ANNONCE