De to danske indiegrupper giver en optræden med særlige genre-kollsioner og et stærkt improvisatorisk præg.
De shoegazede indierockere Kindsight og doom-jazzede Nausia går sammen om en koncert på Loppen i København den 10. oktober, lyder det i en pressemeddelelse.
Læs også: Dansk rockfestival er klar med de første navne
Optrædenen bliver en særlig en af slagsen, for den er nemlig tredelt. Først giver Kindsight koncert, derefter Nausia, og til sidst vil de to bands gå sammen på scenen og fortolke hinandens numre i et improvisatorisk møde mellem mørke messingblæsere, fyrige guitarer og krystalklare vokaler.
Ifølge pressemeddelelsen er målet, at "vise hvor storslået og sejrende eksperimenterende rock musik kan være uden hverken at underlægges eller afvise rammerne for pop, jazz vokal og instrumental musik, men i stedet lade de vilde ideer sejre."
Kindsights seneste album, No Shame No Fame fra 2024, modtog fem ud af seks stjerner af vores anmelder, der skrev, at musikerne "spiller uhæmmet indiepop med fart, humor og twang."
Nausias album fra 2023, Good Intentions, scorede ligeledes fem ud af seks stjerner af vores anmelder. "At sætte Good Intentions på er opkvikkende som at tænde for bruseren morgenen efter en vanvidsbrandert," lyder det i anmeldelsen.
Den tredelte dobbeltkoncert finder sted den 10. oktober. Køb billetter her.