Nyhed

Ung rapkomet annoncerer sine største koncerter til dato

Efter en succesfuld debut som headliner i Lille Vega tidligere i september er den unge rapper nu klar med to nye shows til foråret.

Den fremadstormende rapper Wicky har annonceret, at han til foråret 2026 spiller karrierens hidtil største headliner-koncerter. Det sker, når han den 8. maj indtager Pumpehuset i København, efterfulgt af Train i Aarhus den 9. maj.

Læs også: Wicky: "Jeg er sygt inspireret af at teste grænser af"

De kommende shows markerer en ny fase for rapperen, der den seneste tid har etableret sig som en markant liveartist. Ifølge en pressemeddelelse kan publikum se frem til koncerter, hvor hårdtslående rap, tunge beats og intens energiudladning kombineres med et unikt visuelt univers, der spiller en central rolle i oplevelsen. Netop det særlige fokus på scenografi og stemning har været et gennemgående element i hans hidtidige optrædener.


Wicky er for tiden aktuel med singlen "Step", og har den seneste tid medvirket på flere musikalske samarbejder med prominente artister, der har cementeret hans position som en af de mest spændende navne på den danske rapscene. Derudover er han lige nu på forsiden af GAFFAs oktober-magasin. 

Den unge rapkomet har denne sommer været rundt på flere af landets festivaller, heriblandt med anmelderroste koncerter på både Spot Festival og Roskilde Festival. I efteråret kulminerede det med en udsolgt debut som headliner i Lille Vega, der blev kvitteret med fem stjerner af GAFFAs anmelder, som skrev: "Energien slog gnister, bassen rungede i fødderne, og luften var så tyk, at det næsten var svært at trække vejret. Denne aften i Wickys egen dunkle hule blev til en overlegen opvisning fra den unge rapper."

Læs også: Wicky inviterede publikum med ind i mørket


Nu er Wicky klar med sine største headliner-koncerter til dato, når han den 8 og 9. maj 2026 indtager henholdsvis Pumpehuset og Train. Billetsalget er startet, og billetter kan købes via luger.dk eller via billetto.dk (Pumpehuset) og ticketmaster.dk (Train).

ANNONCE