Nyhed

Verdensturné bringer Tina Turners musik til live – nu også i Danmark

I sommeren 2026 rejser musicalen fra Londons West End til Danmark, hvor en dansk r&b-musiker indtager rollen som den ikoniske Tina Turner.

Den verdensomspændende succes Tina – The Tina Turner Musical rammer snart de danske teaterscener. Forestillingen har premiere den 27. august 2026 i Falkonersalen på Frederiksberg, hvor Iris Gold indtager hovedrollen som det amerikanske soul-ikon.

Læs også: 20 år siden i dag: Da Tina Turners eventyrlige løn skabte skandale

Det er Iris Golds musical-debut og i en pressemeddelelse udtaler hun, at "det er med stor ydmyghed og sommerfugle i maven, at jeg træder ind i hendes (Tina Turners, red.) univers, og jeg glæder mig helt vildt til at give liv til hendes historie."


Iris Gold får desuden selskab af danseren Luc Boris André Kouadio i rollen som Ike Turner, et stort ensemble og et live rockband. Det er instruktøren Heinrich Christensen og koreografen Toniah Pedersen, som står bag den danske opsætning af hit-musicalen. Forestillingen drager desuden på landsdækkende turné til Aarhus, Vejle, Odense, Aalborg, Esbjerg, Sønderborg, Randers og Holstebro.

Læs også: Her er de 25 mest ikoniske internationale rocksange

Musicalen centrerer sig om Tina Turners liv med både op- og nedturene og byder på alle de store hits, såsom "Private Dancer" og "What’s Love Got To Do with It?". Manuskriptet er skrevet af den britiske dramatiker Katori Hall i samarbejde med Frank Ketelaar og Kees Prins – og naturligvis med musik af Ike og Tina Turner.


Læs mere om og køb dine billetter til musicalen her.

Varm op til premieren med Tina Turners mest populære hits her:


ANNONCE