Nyhed

Zar Paulo annoncerer karrierens største koncerter

Det singleaktuelle Aarhus-band kan se frem til karrierens største koncerter i foråret 2026.

Den 5. september udkom fanfavoritten "We Are One", og nu er det aarhusianske band Zar Paulo endnu en gang klar til at glæde tusindvis af fans, når de til foråret spiller deres hidtil største headlinerkoncerter i Aarhus Congress Center den 10. april og K.B. Hallen den 17. april. 

Læs også: Klap for Zar Paulos live-tække

Zar Paulo ser frem til forårets koncerter og udtaler i en pressemeddelelse: "Det er kæmpestort for os som band at kunne annoncere koncerterne i ACC og KB Hallen. Den anden dag besøgte vi begge spillesteder, hvor vi estimerede, hvor lang tid det ville tage for Emil at crowdsurfe fra den ene ende af salen til den anden." De forsætter: "Vi glæder os til at finde ud af, om vores beregninger holder vand. Det bliver de største koncerter, vi nogensinde har spillet i eget navn, og vi glæder os til at tage de næste skridt med alle, der kommer."


Det populære liveband har i år udgivet "Telefonperson", der blev udvalgt som P3's uundgåelige. Det samme gjorde den nyudgivne "We Are One", som for flere fans ikke er ukendt, da bandet har spillet den på scenen siden efteråret 2024.

Efter en udsolgt efterårsturné, der også gav udsolgte ekstrakoncerter i Aarhus og København, spillede bandet på flere af denne sommers festivalscener som Tinderbox, Syd For Solen og NorthSide. Netop de to sidstnævnte koncerter har GAFFA anmeldt og givet fem stjerner efterfulgt af kommentarer som: "Begejstringen rakte ud over teltdugen og fik jorden foran scenen til at ryste, og de fem aarhusianske venner viste atter, hvorfor de er et af Danmarks bedste livebands."

Koncerterne sættes til salg torsdag den 11. september klokken 10, og billetter kan købes her


ANNONCE