Nyhed

AI-forhandlingerne mellem Universal, Sony og Suno er brudt sammen

"Der er ingen fremtid med det nuværende forslag," lyder det nu efter uenigheder om, hvordan musikken må deles udenfor AI-platformen.

Forhandlingerne mellem to af verdens største pladeselskaber, Universal Music Group og Sony Music, og AI-platformen Suno er gået i hårdknude.

Læs også: Dommen over Live Nation nærmer sig: "Vi er store. Det er ikke ulovligt."

Kernen i konflikten handler om, hvordan pladeselskaberne deler og distribuerer den AI-genererede musik uden for platformen Suno, hvilket Financial Times beskriver som en “central uenighed.”


"Vi har et løbende engagement, men der er ingen fremtidig vej med det nuværende forslag," udtaler en kilde involveret i forhandlingerne til mediet.

Den fastlåste situation kan betyde, at sagen ender i en længerevarende juridisk konflikt.

Universal Music Group og Warner Music har tidligere indgået lignende aftaler med AI-platformen Udio.


Derudover har Warner Music også allerede indgået en aftale med Suno vedrørende en såkaldt “Voice Model”-funktion, der kan bruges til at efterligne stemmer digitalt.

Forhandlingerne sker sideløbende med Kodas igangværende retssag mod Suno, som de anklager for ulovligt at have trænet deres AI-modeller på danske artisters musik.

Det har tidligere fået Kodas juridiske og politiske direktør Nicky Trebbien til at kalde det for “historiens største musiktyveri.”


Læs også: AI-tjenesterne stjæler den danske musikskat, og ingen stopper dem, advarer Koda

I en rapport udarbejdet af Koda og IFPI er det estimeret, at musikbranchen kan miste op mod 28 procent af sin omsætning frem mod 2030 som følge af AI-genereret musik.

Det kan få store konsekvenser for musiklivet, lyder det fra Nicky Trebbien.


“Hvis man fjerner så mange penge fra det musikalske økosystem, frygter vi hos Koda, at det vil gå ud over vækstlaget i dansk musik, fordi der ikke længere vil være råd til at foretage de nødvendige investeringer, hvor man nogle gange vinder og nogle gange taber.”

Men det kan også ramme bredere, fortæller han.

“Mellemlaget vil også til en vis grad lide. De etablerede musikere vil muligvis bestå, men det er jo ikke det, vi lever af som kulturnation. Vi vil gerne have et bredt udvalg af dansk musik, så det er dér, det vil gøre særligt ondt, hvis man mister så mange penge.”


En lignende sag kører lige nu i Tyskland, hvor Kodas tyske pendant Gema også har trukket Suno i retten.

ANNONCE