Festivalen melder udsolgt i hele fem byer, bare få timer efter billetsalget gik i gang. Det er hurtigere end nogensinde før.
Grøn Koncert er igen i år kommet flyvende fra start med et billetsalg, der overgår sidste års rekord.
På bare to timer har koncertkaravanen allerede solgt ud i to byer og kan nu meddele, at billetterne til tre andre byer også er blevet revet væk.
Læs også: Grøn Koncert afslører de to første navne til 2026
Billetterne til Grøn Koncert i Valby og Næstved blev revet væk på godt og vel to timer. Det er markant hurtigere end sidste år, hvor det tog omkring fem timer at sælge de første byer ud, skriver festivalen i en pressemeddelelse, der samtidig oplyser, at billetterne til Aarhus, Odense og Tårnby nu også er blevet udsolgt.
Det er fjerde år i træk, at turnéen sætter rekord for deres billetsalg. Sidste år blev 175.050 billetter solgt, hvor festivalen blev udsolgt i fem ud af de otte turnébyer den første dag, billetterne blev sat til salg. Kort efter blev hele turnéen historisk tidligt udsolgt med en ny publikumsrekord på 199.000 gæster.
"Jeg havde ikke troet, at det kunne blive vildere end sidste år med billetsalget. Alligevel har åbningen af billetsalget i år overgået vores vildeste forhåbninger, og vi har nu sat nye rekorder i både Tårnby, Aarhus, Næstved og Valby! (og efterfølgende også odense, red.)" lyder det fra indsamlingschef Theis Petersen, der samtidig understreger, hvor vigtig opbakningen er.
"Jeg kan ikke sige andet end tusind, tusind tak til de mange, som allerede har valgt at købe billet til Grøn og dermed støtte op om Muskelsvindfondens arbejde. Det betyder alverden og giver os større muskler til at gøre en endnu større forskel for mennesker med muskelsvind.”
Læs også: Årets Spot-program er landet
Begejstringen bliver delt af Simon Toftgaard Jespersen, der er forperson for Muskelsvindfonden:
“Jeg er på samme tid rørt og overvældet over den vilde opbakning, som publikum viser os igen i år. Det ligger dybt i Grøn’s DNA, at vi i Muskelsvindfonden sammen med Tuborg kæmper for at skabe et overskud til Muskelsvindfonden og dermed gøre en forskel for mennesker med muskelsvind. Derfor bliver jeg varm om hjertet og kan næsten ikke finde ordene af ren taknemmelighed over for vores fantastiske grønne publikum.”
Indtil videre har Grøn Koncert kun løftet sløret for to ud af de otte hovednavne, der i år skal rejse landet rundt med festivalturnéen. Det drejer sig om Lukas Graham og Annika, der blev annonceret i går. Flere navne vil blive annonceret i de kommende uger.
Overskuddet fra Grøn Koncert går til Muskelsvindfondens arbejde, der i samarbejde med Tuborgfondet arrangerer koncerterne.




