Nyhed

BTS-selskab jagter nyt popfænomen

K-pop-giganten HYBE rykker ind i Indien i jagten på et nyt globalt popnavn.

HYBE lancerer nu jagten på den næste globale pigegruppe, denne gang i Indien.

Det sydkoreanske underholdningsselskab, der står bag BTS, åbner fra den 31. marts for auditions på tværs af landet, hvor ansøgningsfristen løber frem til 31. juli 2026.

Læs også: Mumle er klar med debutalbum: "De her sange fører hjem" 


Auditionen er åben for kvinder født mellem 2005 og 2011, som kan søge inden for kategorier som vokal, dans, rap, skuespil og modellering. Processen vil bestå af både online- og fysiske auditions i byer som Mumbai, Delhi og Bengaluru.

Ifølge HYBE India er projektet baseret på research blandt unge indere og et ønske om at skabe en gruppe, der afspejler landets diversitet.

"Auditionen er et nyt indgangspunkt for unge talenter i Indien. Vi har udviklet et træningssystem tilpasset lokale forhold," siger direktør Lee Woo-chang i en udtalelse.


Initiativet er en del af HYBEs strategi om at udvide sin globale tilstedeværelse og udvikle nye stjerner uden for Sydkorea.

Selskabet har de seneste år været stærkt forbundet med BTS' succes, men arbejder nu målrettet på at udvide deres portefølje blandt andet gennem nye internationale satsninger som denne.

ANNONCE