Nyhed

Chris Burton annoncerer største koncerter til dato

Popmusikeren har netop udgivet en single med Mille – nu er han klar som headliner i Aarhus og København.

Efter en pause fra spotlightet er Chris Burton for alvor vendt tilbage til scenen – med en masse ny musik i vente. 

Læs også: Han blev kaldt den næste Bieber – nu går Chris Burton en ny vej

Til efteråret indtager popsangeren scenen til sine største headliner-koncerter til dato, når han spiller i Københavns Lille Vega og Train i Aarhus, og han lover at medbringe splinterny musik. 


“Det har været et vildt og nervepirrende skift fra at være vant til at arbejde bag kulissen som sangskriver, til at være i front som artist igen,” fortæller Chris Burton i en pressemeddelelse og fortsætter: 

“Skiftet har givet mig mulighed for at være mere sårbar og selvudleverende i min musik, og det har jeg simpelthen bare trængt til.”

Nyheden kommer efter et par travle måneder, hvor udgivelsen af singlen “Folk forsvinder” blandt andet førte til titlen som P3’s Uundgåelige, mens samarbejdet med Mille på “Handler ik’ om dig mer’” har sendt ham ind på de danske hitlister. 


Derudover har Chris Burton haft en god start på året med liveoptrædener som opvarmer for Østen i februar, gæst i Go’ Morgen Danmark og som en af musikerne til Gaffa Prisen. 

Med nye sange på vej og karrierens største koncerter i horisonten, tyder meget på, at Chris Burton for alvor er klar til at træde frem i spotlightet i eget navn.


ANNONCE