Carsten Dahl er langt fra den eneste, der har oplevet at få sit navn misbrugt af en AI-profil. Nu slår det danske musikliv alarm.
Flere danske jazzmusikere oplever nu, at musik de aldrig har lavet, pludselig dukker op i deres navn på streamingtjenester.
Læs også: Dansk musiker forlader Spotify efter "identitetstyveri"
I DR-podcasten K-live kom det onsdag den 8. april frem, at otte danske jazzmusikere, herunder Thomas Blachman og Chris Minh Doky, har oplevet at få musik, de aldrig har skrevet, udgivet i deres navn.
Blandt de jazzmusikere, der står frem, er Carsten Dahl, der for nylig opdagede, at han nu stod krediteret som saxofonist på sangen "Midnight Jazz on Your Skin." Men musikeren har aldrig haft noget med sangen at gøre og spiller i øvrigt ikke saxofon.
Carsten Dahl lægger ikke fingre imellem og kalder det på LinkedIn for et “identitetstyveri,” hvor en person gennem AI-værktøjer bevidst har forsøgt at bruge hans navn og hans 50.000 månedlige lyttere til at høste royalty-udbetalinger.
“Jeg KAN ikke leve med det. Jeg tvinges til at reagere. Desværre kan man så ikke finde mig mere på Spotify, og for alle jer, der lytter med – beklager jeg. Fremover kan man sende mig en brevdue, hvis man vil købe en cd eller en lp,” lyder det fra Carsten Dahl, som har taget beslutningen om at trække sig fra Spotify fra den 1. maj.
Det har skabt mange bølger i det danske musikliv. Blandt de der nu reagerer, er Autor, Foreningen for Komponister og Sangskrivere, der i et andet LinkedIn-opslag skriver:
”Det er helt igennem uacceptabelt! Forfalskede kunstnerprofiler er slet og ret svindel, og det er ikke en formildende omstændighed, at AI gør det lettere at svindle. Hvis man som lytter ikke kan stole på, at den musik, man hører på Spotify, rent faktisk kommer fra personen bag navnet, hvor er vi så henne?”, lyder det fra Autors forperson, Lasse Matthiessen.
Han opfordrer derudover alle musikere til at rapportere falske profiler og ulovlig AI-genereret musik til streamingtjenesterne for at få dem fjernet. Han mener dog grundlæggende ikke, at det arbejde burde ligge hos musikerne.
“Det er jo klart, at det ikke er den enkelte kunstner, der skal løfte den opgave. Det er streamingtjenestens ansvar,” udtaler Autors forperson, Lasse Matthiessen.
Læs også: De her AI-artister tjener mest 10 mest
Spotify erkender selv udfordringen og skriver i et skriftligt svar til K-live, at “vi ved, hvor frustrerende det kan være for både kunstnere og fans,” og at “musik bliver distribueret gennem en meget kompleks forsyningskæde, som muliggør, at ondsindede aktører nogle gange kan udnytte huller i systemet til at skubbe forkert indhold ind på kunstnerprofiler på tværs af streamingtjenester.”
Derfor bør man ifølge Spotify fordele ansvaret ud på hele det musikalske økosystem.
De nævner derudover, at de i øjeblikket arbejder med at implementere en række nye værktøjer, der bedre kan sortere i, hvad de kalder for “AI Slop.”
I en rapport udarbejdet af Koda og IFPI er det estimeret, at musikbranchen kan miste op mod 28 procent af sin omsætning frem mod 2030 som følge af AI-genereret musik.
Læs også: Forbund slår alarm: Nye AI-kontrakter kan udhule det danske musikliv
Det kan få store konsekvenser for musiklivet, lyder det fra Kodas juridiske og politiske direktør Nicky Trebbien, der i øjeblikket sagsøger AI-musikplatformen Suno for at ulovligt at have trænet deres AI-modeller på materiale fra danske musikere. I den forbindelse fortalte han om, hvilke konsekvenser et ukontrolleret AI-landskab kan betyde for det danske musikliv.
“Hvis man fjerner så mange penge fra det musikalske økosystem, frygter vi hos Koda, at det vil gå ud over vækstlaget i dansk musik, fordi der ikke længere vil være råd til at foretage de nødvendige investeringer, hvor man nogle gange vinder, og nogle gange taber. Men det kan også ramme bredere,” fortæller han.
“Mellemlaget vil også til en vis grad lide. De etablerede musikere vil muligvis bestå, men det er jo ikke det, vi lever af som kulturnation. Vi vil gerne have et bredt udvalg af dansk musik, så det er dér, det vil gøre særligt ondt, hvis man mister så mange penge,” lyder det fra Nicky Trebbien.




