Den amerikanske rapper har fået indrejseforbud til Storbritannien få måneder før han skulle optræde på Wireless Festival i London, som nu har valgt helt at aflyse.
Ye, bedre kendt som Kanye West, skulle have spillet som hovednavn på Wireless i London.
Nu er festivalen blevet aflyst, efter at den amerikanske rapper har fået et indrejseforbud af de britiske myndigheder.
Læs også: Kanye West kan blive nægtet indrejse til Storbritannien før stor koncert
Beslutningen blev truffet, fordi de britiske myndigheder vurderede, at Kanye Wests tilstedeværelse i Storbritannien "ikke ville være til gavn for det offentlige velbefindende", skriver The Guardian.
Det betyder, at Wireless, hvor Kanye West var booket som hovednavn alle tre dage, har måttet aflyse. I en pressemeddelelse skriver arrangørerne:
"Indenrigsministeriet har trukket Yes indrejsetilladelse tilbage og nægter ham adgang til Storbritannien. Som følge heraf er Wireless Festival aflyst, og alle billetkøbere vil få deres penge refunderet."
Kanye West har i længere tid skabt debat, ikke bare i Storbritannien. Blandt andet udgav han sidste år en sang med titlen "Heil Hitler" og har derudover solgt flere t-shirts med hagekors. Rapperen har dertil også sagt, at jøder burde "tilgive Hitler" og kaldt sig selv nazist.
Efterfølgende har Kanye West undskyldt for kommentarerne og forklaret, at mange af de kontroversielle episoder hænger sammen med, at han er bipolar, og at han som en del af det får flere maniske perioder, som han i dag er i behandling for.
Læs også: Offset er på hospitalet efter skud
Bookingen skaber forargelse
Premierminister Keir Starmer har tidligere kaldt det "dybt bekymrende", at rapperen var booket trods hans historik med antisemitiske udtalelser.
Samtidig har flere sponsorer trukket sig fra festivalen, herunder Pepsi, Diageo, PayPal og Rockstar Energy, hvilket har lagt yderligere pres på arrangørerne.
Phil Rosenberg fra den jødiske organisation Board of Deputies of British Jews udtalte i den forbindelse, at "musikfestivaler bør være steder, hvor alle føler sig velkomne – ikke platforme for personer, der har tjent på antisemitisme, racisme og andre frastødende holdninger," som rapporteret af The Guardian.
Læs også: Tidligere Turnstile-guitarist er tiltalt for mord på bandmedlems far
Kanye West svarer igen
Kanye West har selv reageret på sagen og forsøgt at imødekomme kritikken.
I en udtalelse skriver han, ifølge NME:
"Mit eneste mål er at komme til London og lave et show, der viser forandring, skaber enhed, fred og kærlighed gennem musikken. Jeg vil være taknemmelig for muligheden for at mødes med medlemmer af det jødiske samfund i Storbritannien og lytte." Efterfølgende tilføjer den amerikanske rapper:
"Jeg ved, at ord ikke er nok – jeg er nødt til at vise forandring gennem mine handlinger."
Alligevel blev beslutningen om at nægte ham indrejse fastholdt, og det har nu fået konsekvenser for hele festivalen, som nu er blevet aflyst blot få måneder før den skulle have været afholdt i juli.





