Nyhed

Medina modtager ærespris

I marts blev hun den første til at modtage GAFFAs Ærespris ved årets prisuddeling.

I næste uge bliver årets Carl Prisen afholdt, og de har allerede afsløret vinderen af Musikforlæggernes Ærespris. 

For 14. gang bliver den overrakt til en artist, der har gjort sig særligt bemærket i den danske musik. 

Læs også: GAFFA Prisen 2026 – en fejring af det danske musikliv


Æresprisen er før givet til kunstnere som Lars Ulrich, Anne Linnet, Bent Fabricius-Bjerre, Hanne Boel, Sebastian og sidste år var det Marilyn Mazur, der modtog den. I år er det Medina, der bliver hyldet ved prisfesten. 

Traditionen tro får vinderen, sammen med titlen, 50.000 kr. af Tuborgfondet, som artisten giver til et nyt musikalsk talent. Hvem, Medina ender med at vælge, får vi først at vide den 15. april, når prisuddelingen bliver afholdt. 

Musikforlæggernes bestyrelsesleder, Ole Dreyer, siger i en pressemeddelelse, at prismodtagelsen vidner om hendes talent og vedholdenhed og lægger vægt på, at hun definerer en hel generations popmusik i Danmark, ved både at skabe lyden til festerne og gode såvel som svære tider.  


"Det er imponerende at se, hvordan Medina stadig formår at sætte sit præg på dansk musik efter så mange år i branchen. (...) Det er inspirerende at se nogen holde fast i deres passion så længe, og endda på toppen gennem alle årene."

Ole Dreyer pointerer også, at prisen hylder hende både som komponist og tekstforfatter. 

Netop vedholdenhed og relevans er også noget af det, hun blev hyldet for ved GAFFA Prisen 2026


"Medina er på mange måder indbegrebet af dansk popmusik. Hun fortsætter med at overraske år efter år med hits, der er uundværlige i både radioen, på klubben og på scenen. Selvom trends kommer og går, bevarer hun sin relevans," siger konstitueret chefredaktør Cecilie Damgaard Madsen.

ANNONCE