Nyhed

Medina og Burhan G dukker op sammen på nyt billede

"Couple goals" lyder en af kommentarerne til opslaget, hvor de to stjerner holder om hinanden.

For få dage siden slettede Burhan G alle sine opslag på Instagram og delte kun et billede fra 2010 af sig selv og Medina. Det satte straks gang i spekulationerne om, hvad de to popstjerner mon har på vej.

Nu puster Medina selv til rygterne. Hun har delt endnu et billede af de to musikere, hvor de står sammen på en festivalscene med armene om hinanden.

Læs også: Burhan G og Medina sætter rygter i gang


Burhan G har kommenteret opslaget med et hjerte og et uendelighedstegn, mens fans blandt andet skriver "Couple goals", "I to er så gode sammen" og "Tillykke". Flere spekulerer også i, om de to musikere er på vej med en opfølger til den 16 år gamle popslager "Mest ondt".

Rygterne tog først fart efter Burhan Gs opslag tidligere på ugen, hvor flere håbede på et comeback fra et af dansk pops største samarbejder. Sangeren Pil skrev "Pt 2 <3", mens det tidligere Citybois-medlem Anthon Edwards reagerede med seks geder – et internetudtryk for "GOAT", altså "greatest of all time".

"Mest ondt" udkom i 2010 og er siden blevet streamet mere end 25 millioner gange på Spotify. 


ANNONCE