Med eksplosiv live-energi og en stærk musikalsk identitet er rapperen nu klar til at indtage Store Vega og Voxhall.
Michael Williams har med hits som “Hygger mig” og “Nino” indtaget sin plads på den danske hiphopscene.
Nu annoncerer han karrierens hidtil største headlinerkoncerter til efteråret.
Læs også: Flammen sparkede branddøren ind på Vega
Michael Williams debuterede i 2017 og er siden blevet rost for sin tunge lyd og stoner-tilgang til hiphop.
I 2025 udmøntede det sig i en last-minute Syd for Solen-booking og albummet Willo, som vores anmelder beskrev med ordene:
“Det virker dog ikke som om, at Willo er albummet, der hiver danskerne ud af denne døs, dertil er det for konservativt i sin stil. Men hvad der fungerer på albummet er til gengæld Williams unikke stoner-tilgang til dansk hiphop, der både er dragende i legen med mørket og et unikt element på den danske hiphopscene.”
Michael Williams’ rå og kompromisløse lyd har tidligere fået selskab af store navne som Kesi, Noah Carter og Lamin. Derudover er han gæst i det nyeste afsnit af Anton Westerlins YouTube-serie Bag Gardinerne, og er blevet offentliggjort som en del af programmet til Klangfest, sammen med Kedde, Wicky og Wesmo.
Koncerterne finder sted i Store Vega den 19. november og i Voxhall den 27. november.




