Nyhed

Nyt initiativ vil åbne musiklivet op for flere unge

15 nye projekter skal gøre det lettere for unge at finde ind i musikmiljøer på tværs af landet.

Adgangen til musiklivet er ikke lige for alle unge.

Det vil et nyt landsdækkende initiativ ændre på, ved at skabe nye veje ind i musikmiljøerne.

Læs også: Ny festival skal skabe tryggere rammer på sidste skoledag


Sådan lyder visionen fra Danske Musik- og Kulturskoler, der står bag programmet Mærkbar. Her er 15 projekter udvalgt til at udvikle nye musikfællesskaber for unge mellem 16 og 25 år. 

Projekterne starter fra august 2026 og spænder fra rap og musikproduktion til dj’ing, koncertcaféer og mere digitale fællesskaber.

“Mange unge har lyst til at spille musik og til at være en del af musikalske fællesskaber. Desværre har mange unge også svært ved at se sig selv i de miljøer, der allerede findes, eller svært ved at finde indgange til de miljøer, som findes,” fortæller Maja Joss-Børch, der er programleder for Mærkbar.


Projekterne bliver forankret lokalt, men bliver udviklet i samarbejde med blandt andet ungdomsskoler, spillesteder og kulturhuse. Fælles for dem er, at de tager udgangspunkt i de unges egne interesser og forsøger at sænke adgangsbarriererne til fællesskaberne.

Projekterne kan handle om alt fra sangskrivning og musikproduktion til læring omkring, hvordan man laver lyd og lys til koncerter.

Læs også: Monopoler i musikbranchen forstærker modpoler i samfundet


Bag initiativet står også Tuborgfondet, som har støttet projektet med over 10 millioner kroner. Ambitionen er at bygge bro mellem etablerede musikskoler og de mere uformelle miljøer, hvor mange unge allerede bevæger sig.

“Rytmisk musik er en væsentlig del af ungdommens stemme. Et sted, hvor unge udtrykker sig, udfordrer normer og former fremtidens kultur. Derfor skal flere unge have en reel mulighed for et liv med musik – uanset hvor i landet de bor, og hvilke baggrunde de er rundet af,” fortæller Mikkel Sander, der er programansvarlig for rytmisk musik i Tuborgfondet.

Derudover skal projekterne være med til at udvikle ny viden om, hvordan man skaber stærke og bæredygtige musikfællesskaber for unge.


ANNONCE