Streaminggiganten udvider sit univers med træning, meditation og pilates, når 1.400 Peloton-videoer bliver tilgængelige for Premium-abonnenter.
Spotify har længe leveret soundtracket til verdens træningsrutiner. Nu vil streamingtjenesten også levere selve træningsprogrammet – fra styrketræning og pilates til meditation.
Læs også: Roskilde Festival genopliver biograf – og tilføjer to nye scener
Ifølge Music Business Worldwide har Spotify indgået et nyt samarbejde med træningsplatformen Peloton. Aftalen betyder, at 1.400 træningsvideoer fra Peloton bliver tilgængelige for Spotifys Premium-abonnenter.
Siden lanceringen i 2008 har Spotify udviklet sig fra en ren musikstreamingtjeneste til også at rumme podcasts og senest videoindhold. Med Peloton-samarbejdet bliver træning det nyeste skridt i platformens udvidelse.
Roman Wasenmüller, chef for podcasts hos Spotify, beskriver aftalen som et led i ambitionen om at gøre Spotify til mere end en musikplatform: “Ved at bringe Peloton direkte ind i vores video- og lydøkosystem investerer vi i en fremtid, hvor Spotify ikke bare er der, hvor du bruger din tid – det er der, du går hen for at bygge momentum, forbedre dit velvære og få mere ud af din hverdag.”
For Peloton åbner partnerskabet samtidig døren til et globalt publikum.





