Nyhed

Tung nordjysk festival fuldender plakaten

Lasher Fest er klar med, hvad de selv kalder for deres "hidtil mest ambitiøse" program til dato.

Så er der godt nyt til de nordjyske heavyhoveder.

Lasher Fest har nu fuldendt årets program, der byder på masser af tung og eksperimenterende musik.

Læs også: Alive Festival løfter sløret for seks nye navne


Blandt hovednavnene finder man de to amerikanske bands Wolves in the Throne Room og This Will Destroy You, der sammen med de australske indie-punkere The Smith Street Band, nu kan sætte kursen mod Aalborg.

Programmet spænder bredt i det tunge og eksperimenterende felt med navne som Slow Crush, Joe and the Shitboys, Voidspire og danske Eyes, samt mere elektroniske bands i form af Youth Code og Meejah x Hiraki.

Blandt de sidste navne til årets program finder man post-hardcore-bandet Ad Meliora og post-black metalbandet Together To The Stars fra Stockholm, der får selskab af Fox Womb fra Göteborg.


Derudover byder Lasher Fest på koncerter fra lokale Pure Trauma og Chrit, der slutter sig til som årets sidste navne.

I år finder man også bands som New Money, Mt. Sarin og Inertials, der ligesom de mere lokale artister Omsorg og Bogwife også er på plakaten.

"Lasher Fest handler om at skabe en helhedsoplevelse, hvor publikum kan bevæge sig mellem meget forskellige udtryk og stadig opleve en klar kunstnerisk retning," udtaler programlægger Troels Højgaard Sørensen i en pressemeddelelse, der samtidig kalder årets program for festivalens "hidtil mest ambitiøse" af slagsen.


Festivalen løber af stablen den 19. og 20. juni i Aalborg, med over 20 koncerter på tværs af spillestederne 1000Fryd, SH35, og for første gang i år også på Skråen og Teater Nordkraft.

ANNONCE