Det københavnske kor Modern Vocal Ensemble gik hele vejen ved World Choir Games i Sverige, hvor over 8.500 sangere deltog.
Det københavnske kor Modern Vocal Ensemble kan nu kalde sig for sejrsherre.
De har nemlig netop vundet den åbne konkurrence i kategorien “Pop Ensembles” under dette års World Choir Games i Sverige.
Læs også: Dansk band ramt af indbrud kort før turné: Står nu uden instrumenter
Det er første gang, at koret har deltaget i stævnet i Helsingborg, der løber af stablen fra den 6. til den 16. august.
“At se vores kunstneriske arbejde og musikalske sammenhold blive belønnet på verdensscenen er en helt ubeskrivelig følelse,” fortæller koret i en pressemeddelelse.
Omkring 8.500 sangere fra mere end 40 kor fra hele verden havde samlet sig til konkurrencen.
Her fremførte koret et 12 minutter langt program med egne a cappella-arrangementer af Laura Mvulas “Green Garden”, Kate Bushs “Cloudbusting” og Taylor Swifts “Exile”.
“Vi er et ambitiøst kor, og vi har lagt enormt meget hårdt arbejde i vores vokale lyd, udtryk på scenen og kunstneriske detaljer – så selvfølgelig håbede vi på at vinde!” fortæller kordirigent Alessandro Nolli fra Modern Vocal Ensemble, der altså nu kan kalde sig for vindere i den åbne konkurrence for Pop Ensembles.
Læs også: Efter koncerter med Minds of 99 og Hugorm: Prisma teaser ny musik
Modern Vocal Ensemble blev grundlagt i København i 2015 og har siden 2022 været ledet af jazzvokalist Aleksandra Raczynska og singer-songwriter Josh Herring.
Koret arbejder med rytmisk a cappella, og på repertoiret finder man blandt andet sange fra navne som Aurora, Billie Eilish, Kate Bush, Taylor Swift og Laura Mvula.
Modern Vocal Ensemble består af medlemmer med 19 forskellige nationaliteter, som alle bor i København.
Se koret fejret sejren her.

