Nyhed

Efter niqab-udtalelser: Spillested aflyser Isam B-koncert

Musikeren har vakt kritik for at kalde niqab feministisk – en sag der også har fået statsminister Mette Frederiksen til tasterne.

De sidste par dage er bølgerne gået højt på de sociale medier. En udtalelse om niqab, fra Outlandish-sangeren Isam B, har sat gang i en diskussion, der endda har fået statsministeren til tasterne.

Til marts næste år skulle Outlandish-musikeren Isam B have spillet på Kulturcafé Ludvig i Sorø. Den plan bliver nu ikke til virkelighed, efter spillestedet har valgt at aflyse koncerten, skriver de på Facebook.

Læs også: Festivalsæsonen er forbi – det her var de 29 bedste koncerter


“Som spillested er vores fokus først og fremmest musikken og ikke musikernes politiske eller religiøse holdninger, men vi kan selvfølgelig heller ikke acceptere bands, som ønsker at propagandere for en sag, frem for at glæde os med god musik,” lyder det i opslaget.

“Isam B. har i den senere tid vist sig at være optaget af at fremme synspunkter, vi ikke ønsker at blive identificeret med.”

Konkret udtalte Isam B i podcasten Platformen: "Jeg synes jo, at noget af det mest feministiske du kan gøre, det er jo at, ja tag et tørklæde på. Eller faktisk tage en niqab på, hvor du bare er en ninja."


Udtalelsen fik statsminister Mette Frederiksen til at reagere. Lørdag skrev hun, at det var "en hån mod dem, som hver dag kæmper en helt urimelig hård kamp, når man kalder niqab for en ninja."

ANNONCE