Nu fortæller Peter A.G. og resten af bandet om deres mere end seks årtier lange musikrejse.
Seks årtier efter at Gnags første gang så dagens lys, spillede det populære aarhusianske band deres sidste festivalkoncert på dette års Smukfest.
Nu går en ny dokumentar lavet af TV 2 helt tæt på Peter A.G. og resten af bandets historie.
Læs også: Gnags har givet deres sidste festivalkoncert – de her 9 øjeblikke glemmer vi aldrig
“Det interessante ved Peter A.G. er, at han efter 60 år stadig er optaget af, hvad der får et menneske til at blive ved med at skabe. Han fortæller meget ærligt om både op- og nedture, og om nødvendigheden af ikke at miste forbindelsen til sit indre legebarn,” fortæller Jesper Skaaning, der har instrueret dokumentaren i en pressemeddelelse.
Bandet blev dannet tilbage i 1966. Syv år senere udgav de deres første album På vej i 1973. Siden da har de været fast inventar på den danske musikscene med sange som "Vilde kaniner", "Danmark" og "Mr. Swing King".
I forbindelse med dokumentaren satte Peter A.G. selv ord på, hvorfor han fortsat har brug for at stå på scenen.
“Hvorfor gør jeg det? Det gør jeg vel, fordi jeg gerne vil være sammen med nogen. Det er ensomt nok at være Peter A.G,” fortæller han ifølge en pressemeddelelse og tilføjer senere, at “jeg er jo helt ude i, at jeg skal have 25.000 mennesker, der klapper ad gangen, for at føle, at jeg er elsket af nogen.”
Læs også: Efter 60 år: Se de vilde billeder fra Gnags' sidste festivalkoncert nogensinde
Dokumentaren kommer derudover ind på nogle af de mere konfliktfyldte kapitler i Gnags' historie. Her fortæller Peter A.G. blandt andet om at blive smidt ud af bandet og om de fysiske slagsmål, han havde med sin bror og tidligere bandkammerat Jens G. Nielsen.
Instruktør Jesper Skaaning har tidligere stået bag musikdokumentarer om blandt andre Steffen Brandt, Sebastian, D-A-D og Sanne Salomonsen.
Som han selv fortæller det, var det en meget åben Peter A.G., der mødte filmholdet.
“Peter lukkede os bare ind – bogstaveligt talt. Ud over at give os adgang til årtiers private fotos og arkivoptagelser fortalte han åbent om døden og om den ensomhed, som har fulgt ham siden barndommen,” fortæller Jesper Skaaning.
Læs også: Anmeldelse af Gnags' sidste festivalkoncert: Hvis det her var farvel, var det et smukt et af slagsen
Foruden både nuværende og tidligere medlemmer af Gnags medvirker Thomas Helmig også i dokumentaren, som fortæller om bandets tid i Aarhus.
Dokumentaren udkommer til efteråret på TV 2 og TV 2 Play samt i en række udvalgte biografer. Den præcise premieredato er endnu ikke blevet offentliggjort.




