Den amerikanske roots-og rockmusiker Shakey Graves har aflyst hele sin europaturné efter et dødsfald i familien.
Shakey Graves kommer alligevel ikke til Tønder Festival i år.
Det kan den sønderjyske festival nu fortælle. De har dog allerede fundet ud af, hvem der skal spille i stedet for.
Læs også: 13 navne, du skal høre på Tønder Festival
“Der er ingen nem måde at sige det på, så vi siger det, som det er: Shakey Graves har af personlige årsager aflyst hele sin Europaturné og kommer derfor heller ikke som planlagt til at spille på Tønders Open Air-scene torsdag aften,” skriver festivalen i en pressemeddelelse.
Musikeren, der er kendt for sin blanding af roots og rock, stod ellers som et af festivalens hovednavne. Vi har også tidligere anbefalet ham som en af de 14 navne, man ikke må misse på festivalen i år.
Aflysningen kommer efter et dødsfald i musikerens nærmeste familie.
“Jeg er virkelig ked af de problemer, det må skabe, men jeg er nødt til at være hjemme for at hjælpe til lige nu. Tak for jeres forståelse,” skriver Shakey Graves i en udtalelse til Tønder Festival.
Læs også: Tønder Festival melder udsolgt: "Et kæmpe skulderklap"
Festivalen har dog allerede fundet en erstatning i form af det amerikanske band Uncle Lucius, der nu træder til.
Bandet har tidligere opnået både guld og platin for deres tidligere album. Derudover er bandet højaktuelle med deres kommende album Open Eyes, Broken Heart, der ifølge festivalen bliver kaldt for “deres mest ambitiøse til dato”.
“Selvom det er en skuffelse at måtte aflyse Shakey Graves, garanterer vi, at Uncle Lucius – som i øvrigt er fra Austin Texas ligesom Graves – ikke kommer til at skuffe torsdag aften kl. 21.45 på Open Air-scenen, og vi er utroligt taknemmelige for, at de uden megen betænkningstid sagde ja til at lægge vejen forbi Tønder i en tætpakket turnékalender,” skriver festivalen i en pressemeddelelse.





