Folkely Festival udfordrede i år deres gæster til at finde en hemmelig person blandt publikum. Nu kan Marie Heisterberg gå hjem med en stor pengepræmie og billetter til næste års festival.
Da Folkely Festival løb af stablen sidste weekend, introducerede festivalen et nyt helt nyt koncept "Den hemmelige gæst". Her skulle en festivalgænger gemme sig blandt publikum uden at blive afsløret.
Og den mission lykkedes. Den hemmelige gæst, Marie Heisterberg, formåede nemlig at undgå at blive opdaget og vandt derfor 20.000 kroner. Det skriver Heartbeats.
Læs også: Dansk festival søger hemmelig gæst – kan tjene 20.000 kroner
"Jeg gik helt modsat af at være hemmelig. Jeg har snakket med alt og alle, jeg har danset og sunget højlydt. Jeg har blandet mig i samtaler og krammet og lavet selfies med folk, jeg ikke kender. Været ekstra synlig". Det fortæller Marie Heisterberg til mediet.
Den hemmelige gæst skulle undgå at blive fundet i løbet af festivalens tre dage. Først på festivalens sidste dag afslørede Marie Heisterbergs sin identitet efter ingen havde gættet at det var hende.
"Hun har jo været ude blandt folk, festet, snakket med gæster og været en del af festivalen – præcis som vi håbede. Og alligevel var der ingen, der afslørede hende. Det er sgu bare godt gået." Det siger festivalleder Mark Rydahl om Marie Heisterbergs præstation.
Ud over de 20.000 kroner modtog den hemmelige gæst to partoutbilletter, 5.000 kroner til forbrug på festivalen samt betalt transport eller overnatning. Marie Heisterberg fortæller, at præmien skal bruges som tilskud til et kolonihavehus, der vil blive opkaldt efter festivalen.
Efter årets succes overvejer festivalen at gentage konceptet næste år.
Læs også: Gnags siger endeligt farvel: Tager på sidste turné
Folkely Festival finder sted i Hundested og bød i år på kunstnere som Blaue Blume, Blæst og Jonah Blacksmith.
Se opslaget herunder.




