Nyhed

I dag falder dommen over Musik i Lejet

Efter flere år med debat og naboklager står den nordsjællandske festival nu over for en afgørende beslutning.

Den nordsjællandske festival Musik i Lejet kan være tæt på at skulle sige farvel.

I dag skal Gribskov Kommune nemlig enten sige ja eller nej til festivalens fremtidige planer.

Læs også: Anmeldelse fra Musik i Lejet - Det er ikke til forhandling: Artigeardit er den bedste


"Vi har kørt i to år på dispensation, men for at kunne gøre det for tredje gang og fremadrettet skal der laves en ny lokalplan. Det er det, som planudvalget skal stemme om i dag," siger Andreas Grauengaard til Ekstra Bladet.

Tidligere blev festivalen afholdt ude ved vandet i Tisvildeleje, men på grund af strid om lokalplanen og flere naboklager rykkede festivalen sidste år ud på en tidligere campingplads i Vejby.

Det fik dog ikke problemerne til at forsvinde. For også i Vejby har festivalen mødt modstand fra lokallivet, der var utilfredse med den ekstra støj og trafik, der pludselig kom omkring pladsen.


Nu er det Plan-, Miljø- og Klimaudvalget i Gribskov Kommune, der skal tage stilling til, om der skal sættes gang i arbejdet med en ny lokalplan for området i Vejby.

Den nuværende lokalplan giver nemlig ikke mulighed for store, tilbagevendende musikarrangementer på pladsen. Festivalen har derfor indtil videre kun kunnet gennemføres på dispensation.

Læs også: 700 var samlet til møde om Musik i Lejet: "Der er jo ikke nogen dialog, for helvede"


Festivallederen forventer dog ikke nødvendigvis, at sagen bliver afgjort endeligt mandag. Hans vurdering er, at sagen kan blive sendt videre til byrådet, hvor alle 23 medlemmer senere skal tage stilling.

"Jeg kan ikke forestille mig, at der ikke bliver lavet en lokalplan til Musik i Lejet. Det ville være at dødsdømme os. Jeg tror og håber, vinden blæser i vores retning," siger Andreas Grauengaard til Ekstra Bladet.

Musik i Lejet blev i år afholdt fra den 16. til den 18. juli, hvor omkring 15.000 havde købt billet.


ANNONCE