Samme dag som Dolly Parton døde, gik rockmusikeren på scenen og overraskede publikum med sit cover af storhittet.
Musikere verden over hylder singer-songwriter Dolly Parton efter hendes død den 25. august.
Samme dag gik rockmusikeren Jack White på scenen i London, hvor han hyldede hende med et cover af storhittet "Jolene".
Læs også: Dolly Parton var en af de sidste, der kunne samle en splittet verden
I en video, delt af Jack White selv på Instagram, er han tydeligt berørt under sin optræden. Ved sangens afslutning laver han kors over brystet og peger mod himlen i en sidste gestus til den afdøde musiklegende.
Det er langt fra første gang, Jack White har spillet den ikoniske "Jolene". Han har tidligere fremført sangen med The White Stripes, men koncerten tirsdag aften var første gang siden 2007, at han spillede den live. Det skriver Rolling Stone.
Ud over videoen viste Jack White også sin respekt med et opslag på Instagram. "Instant Sainthood", skrev han til et billede af en ung Dolly Parton.
Dolly Parton blev 80 år gammel og huskes bedst for hits som "9 to 5", "Islands In the Stream" og "Coat of Many Colors". Hendes sidste soloudgivelse var albummet Rockstar fra 2023.





