Nyhed

Kongehuset med kritik af pressen: “Der skal være plads til et ungdomsliv”

Efter en sommer med tæt mediedækning af kronprins Christian på festivaler beder Kongehuset nu om mere mådehold.

Det skabte masser af reaktioner og debat, da der sidste år dukkede et billede op af Prinsesse Isabella på Smukfest iført en Suspekt-t-shirt med teksten “Bollede ham i går”.

Igen i år har både medierne og de kongelige været til stede på en række af de danske festivaler og især dokumenteret Kronprins Christians tid på Musik i Lejet og Smukfest. 

Nu retter Kongehuset en stærk kritik mod pressen, og beder om, at medierne holder igen, når det kommer til dækningen af de kongeliges tilstedeværelse på festivaler, skriver TV2.


Læs også: Gik du glip af Syd for Solen? Her er alle anmeldelser fra årets festival

“Det, vi gerne kraftigt vil appellere til, særligt når det gælder de unge kongelige, er mere mådehold, når det gælder mængden, længden og nærheden af optagelser og billeder,” lyder det fra kongehusets kommunikationschef, Nina Munch-Perrin, i et skriftligt svar til TV2.

“Der skal være plads til et ungdomsliv. Derfor burde det ikke være nødvendigt, at eksempelvis kronprinsen selv skal hen og sige, at nu er det vist nok,” skriver hun.


Chefredaktør for Her & Nu Lise Benzon ser dog anderledes på sagen, og forklarer i TV2-programmet Presselogen, at journalisten undervejs var i kontakt med kronprinsen, og at dækningen kun var kortvarig. 

“Vi er måske til stede i nogle minutter og laver 30 sekunders video af ham. Når vi har det, så smutter vi igen,” fortæller hun.

Også Knud Brix, der er chefredaktør for Ekstra Bladet, har et anderledes syn på sagen end Kongehuset.


“Skal vi være med, når de laver sommertogter og alle mulige andre ting, så vil vi da svigte vores ansvar som presse, hvis vi ikke også dækker, når de er til en festival,” fortæller han i Presselogen.

ANNONCE