Nyhed

Kulturminister går til kamp mod big tech: “Menneskeheden er på spil”

Zenia Stampe vil have kulturlivet til at spille en større rolle i kampen mod kunstig intelligens.

Udviklingen inden for kunstig intelligens har fyldt meget i kulturdebatten de seneste års tid.

Nu advarer kulturminister Zenia Stampe mod en fremtid, hvor den menneskelige kunst helt er blevet udkonkurreret af AI.

Læs også: Udlændingeordfører vil have Isam B fjernet fra Højskolesangbogen


"Nu er det ikke, fordi det skal lyde dystopisk, men det er det faktisk lidt. Menneskeligheden og menneskeheden er på spil," lød det fra Zenia Stampe i sin åbningstale på kulturmødet på Mors, der løb af stablen fra torsdag den 20. til lørdag den 22. august.

Her var det særligt udviklingen inden for kunstig intelligens, der bekymrede ministeren. Derfor mener Zenia Stampe, at kulturlivet skal spille en større rolle i kampen mod big tech.

"Det handler om, at jo mere vi møder AI-genereret materiale, desto vigtigere er det at holde fast i noget, der ikke er skabt af en maskine. Jeg har ikke noget imod, at man bruger AI, men jeg er meget imod kunst, hvor maskinen fylder mere end mennesket," siger Zenia Stampe til Kulturmonitor.


Derfor vil Zenia Stampe i fremtiden se nærmere på musiklivet med erfaringerne fra arbejdet med scenekunst og museumsområdet. Der er dog endnu ikke blevet afsat penge til en sådan reform.

“Som jeg ser det, kan kulturen både bruges til at tilpasse sig en ny virkelighed og til at bekæmpe en ny virkelighed,” fortæller hun til Kulturmonitor, før hun senere tilføjer: “Men i vægtningen mellem tilpasning og modreaktion er jeg mere på det sidste.”

ANNONCE